Vestas-ansatte truet på livet med AK47-patroner

Den danske ambassadør i Irland er gået ind i sag, hvor Vestas-ansatte tilknyttet en vindmøllerpark på grænsen mellem Irland og Nordirland har modtaget tre patroner og et trusselbrev.

Foto: Henning Bagger

En person har afleveret et trusselsbrev til Vestas, der advarer de ansatte i Slieve Rushen vindmøllepark i Nordirland mod at gå arbejde.

Brevet indeholder tre patroner til automatriflen AK47, og ifølge den irske avis Independent står der i brevet, at de ansatte skal blive væk »or face the bullet«. Truslen afsluttes med ordene »final warning«.

Vestas bekræfter, at virksomheden har modtaget brevet og patronerne.

»Vi har modtaget et brev, der advarer vores ansatte om ikke at gå på arbejde. Brevet indeholdte tre kugler. Det er selvfølgelig en truende besked, som vi tager meget seriøst,« siger pressechef i Vestas Michael Zarin. Truslen er meldt til politiet.

Efter flere irske medier har berettet om hændelsen, har den danske ambassadør i Irland, Carsten Søndergaard, tilbudt Vestas de danske myndigheders hjælp.

»Vi tager kontakt til Vestas for at tilbyde vores bistand i en vanskelig sag for en dansk virksomhed,« siger Carsten Søndergaard.

Det er stadig uvist, hvorfor Vestas’ ansatte har modtaget dødstruslen. Vindmølleparken var tidligere ejet af den nu konkursramte koncern Quinn Group.

Parken blev i 2014 opkøbt af investeringsfirmaet Platina Partners til en pris på 930 millioner kroner. I 2008 blev parken moderniseret med 18 nye Vestas V90 vindmøller, som Vestas’ ansatte i området fortsat servicerer.

»Truslerne har ikke noget at gøre med selve virksomheden Vestas. Der er uenigheder omkring ejerskabet af vindmølleparken og andre aktiver i området, der involverer forskellige virksomheder i Irland. Vestas er i den uheldige situation, at vi er fanget i midten,« siger Michael Zarin.

Politisag

Torsdag mødtes embedsmænd fra det irske justitsministerium, ambassadør Carsten Sønder­gaard og de indblandede virksomheder for at drøfte hændelsen og hele situationen i grænseområdet.

»Formålet var at drøfte situationen, og der var enighed om, at det er en politisag. Men det er også en sag, som vedrører Irland og Nordirland, fordi der er vindmøller, infrastruktur og Vestas-ansatte på begge sider af grænsen,« siger han og fortsætter:

»Det her er ikke godt. Det skal deeskaleres. Det skader alle, herunder beskæftigelsesmulighederne på lang sigt og tiltrækning af udenlandske investeringer.«

Barsk fortid

Flere trusler plagede Quinn-koncernen, da banken i 2011 placerede koncernens selskaber i betalingsstandsning herunder også selskabet, der drev Slieve Rushen vindmøllepark.

Intimideringen tog af, da de nuværende investorer overtog Quinn-koncernens aktiver i området. Derfor river de seneste trusler mod de ansatte i Vestas op i skummel fortid, der har plaget området.

Vestas har stadig servicekontrakten på vindmøllerne trods skiftende ejere, men virksomheden tager dog ingen chancer i den nuværende trusselssag.

»Vi har bedt vores ansatte, der er tilknyttet selve vindmølleparken, om ikke at møde på arbejde, indtil vi er sikre på, at vi sørge for deres sikkerhed,« siger Michael Zarin.