Vestas' aktiestigning og udbytte slår årelang aktionæruro ned

46 minutter. Så lang tid varede den korteste generalforsamling i Vestas i mands minde. Ud over Dansk Aktionærforening var der ikke en eneste aktionær på talerstolen. Det står i skarp kontrast til uroårenes generalforsamlinger, og bestyrelsesformanden kalder det verdensrekord.

Foto: Henning Bagger. AR
Læs mere
Fold sammen

"Det føles som om, jeg lige har sagt velkommen til jer. Jeg tror, det er verdensrekord. Jeg husker min første generalforsamling som formand, og den varede noget længere,« sådan sluttede Bert Nordberg den årlige generalforsamling i Vestas, som sandt være sagt var hurtigt overstået.

Blot 46 minutter tog det.

De seneste år har det været mere reglen end undtagelse, at en række aktionærer har taget til talerstolen og opfordret til alt fra direktørafgang til at source ideer fra aktionærerne. Det var der intet af i dag i Musikhuset i Aarhus.

Ikke én eneste menig aktionær tog til talerstolen, og havde det ikke været for et fem minutters oplæg af aktionærforeningen, havde der kun været Vestas-folk og dirigenten på talerstolen.

"I de mange år, jeg har dirigeret Vestas' generalforsmaling, har jeg aldrig været ude for sådan noget,« sagde dirigent Klaus Søgaard fra Gorrisen Fiederspiel med slet hentydning til, at tidligere generalforsamlinger til tider har været enddog meget lange,

»Stigende kurs og udbyttebetaling begrænser vist talelysten,«  lød det smilende fra Søgaard til stor morskab i salen.

På forhånd skulle der ikke stemmes om meget mere end de sædvanlige løn og paragrafregler. Dog var der et længe ventet udbytte på programmet også, som generalforsamlingen skulle godkende. Det blev gjort med spredt latter, da dirigenten spurgte, om nogen var imod udbyttes størrelse.

I alt var 577 aktionærer mødt op til generalforsamlingen og sammen med fuldmagter og brevstemmer, var omkring 28 procent af aktiekapitalen i Vestas repræsenteret. På generalforsamlingen i 2012, hvor tidligere bestyrelsesformand Bent Erik Carlsen trådte fra, var der 2000 fremmødte.