OPDATERET. Ved børsdagens åbning faldt Vestas-aktien en anelse i kølvandet på et tredje kvartalsregnskab på det jævne. Men efter investorer og analytikere for alvor havde fået læst regnskabet igennem, lavede aktiekursen en dramatisk u-vending og ligger omkring kl.10.45 onsdag formiddag med en stigning på 3.77 pct.
Og det er der én grund til. Salgspriserne.
Vi ser nu en stabilisering i markedet for de seneste kvartaler og priserne er helt tydeligt på vej i den rigtige retning.Marika Frederiksson, CFO i Vestas
»For mig at se er det kardinalpunktet i det her regnskab, at priserne faktisk stiger. Det er meget positivt, at priserne nu er stabiliseret,« siger Jacob Pedersen til Ritzau Finans.
Helt præcist registrerede Vestas en gennemsnitlig salgspris på 0,78 mio. euro per MW i tredje kvartal. Analytikerne havde kun ventet 0,71 mio. euro per MW - det samme niveau som andet kvartal i år.
Mere end halvdelen af prisforbedringen - 0,04 mio. euro per MW - kom fra såkaldte mikseffekter, altså at kunderne valgte dyrere møller eller ordretyper, oplyser Vestas,
Konkurrencen i vindindustrien er hård, og derfor har priserne også været genstand for investorerne og analytikernes interesse. Ifølge Vestas finansdirektør Marika Frederiksson ser vindmarkedet meget lovende ud – ikke mindst i et globalt perspektiv, og fremhæver særligt den globale efterspørgelse på vindenergi og en stabilisering i prisniveauet.
»Vi ser nu en stabilisering i markedet for de senste kvartaler og priserne er helt tydeligt på vej i den rigtige retning. Alt i alt er det her et meget positivt tegn,« forklarer hun.

Ordreindgangen i tredje kvartal blev opgjort til i alt 2,5 mia. euro, hvor analytikerne til sammenligning kun havde estimeret 2,33 mia. euro ifølge Ritzau Estimates.
Det indikerer en gennemsnitlig salgspris på 0,75-0,78 mio. euro per MW og dermed første stigning - set mod kvartalet før - ud af de seneste syv kvartaler. Analytikerne havde kun ventet 0,71 mio. euro per MW i salgspriser.
Koncernchef i Vestas Anders Runevad hæfter sig i en meddelelse fra selskabet ligeledes i ordreindgangen, som i tredje kvartal endte på 3,3 GW, hvilket er en stigning på 25 pct. fra sidste år.
»I et marked med fortsat stor global efterspørgsel på vindenergi leverede Vestas i tredje kvartal af 2018 et markedsledende resultat og overskud; heriblandt endnu en rekordhøj ordrebeholdning og en samlet stigning i ordreindgang, som alle regioner bidrog til, på 25 procent sammenlignet med samme kvartal sidste år,« siger han.
Der er pres på i vindindustrien
Ud over de godt nyt i forhold til ordreindgang og salgspriser, blev tredjekvartal dog en blandet omgang, der bød på lidt lavere aktivitet og en lavere indtjening end ventet.
I årets tredje kvartal omsatte vindmølleproducenten for 2811 mio. euro og leverede et driftsoverskud (EBIT) på 276 mio. euro før særlige poster.
Det var en snas under analytikernes forventninger ifølge estimater fra Ritzau Estimates. Der var ventet en omsætning på 2879 mio. euro og et EBIT-resultat på 282 mio. euro før særlige poster i kvartalet.
I samme kvartal sidste år var omsætningen på 2743 mio. euro og driftsoverskuddet på 355 mio. euro.
Overordnet lå selskabet dog tæt på prognoserne i markedet og Vestas fastholder forventningerne til 2018 om en omsætning på mellem på 10 og 10,5 mia. euro samt en EBIT-margin på 9,5 til 10,5 pct. før særlige poster.
Til gengæld skrues der op for investeringerne og ned for de ventede frie pengestrømme.
Selskabet venter nu totale investeringer på 600 mio. euro - mod tidligere 500 mio. euro - mens de frie pengestrømme nu kun ses lande på minimum 100 mio. euro. Her var forventningen tidligere minimum 400 mio. euro.

