Vestager sætter statsstøtte til energiselskaber under lup

EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, satte onsdag sit tredje større projekt i søen på lige så mange uger. Denne gang vil Vestager undersøge, om medlemslandene overholder EU's regler for statsstøtte, når de investerer i de nationale elforsyninger.

Margrethe Vestager,  EUs konkurrencekommisær Fold sammen
Læs mere
Foto: GARY CAMERON

EU-Kommissionen vil med Margrethe Vestager i spidsen undersøge, om unionens medlemslande sørger for at investere tilstrækkeligt i elforsyning uden samtidig at forvride konkurrence og samhandel i det indre marked. Et stigende antal EU-lande er lige nu i færd med at fremme investeringer i kraftværker for at sikre, at elforsyningen til en enhver tid er tilstrækkelig.

»Medlemsstaternes regeringer har en legitim interesse i at sørge for en tilstrækkelig elforsyning, således at husholdninger og industrien ikke rammes af strømudfald. Min rolle går ud på at sørge for, at de offentlige foranstaltninger, der træffes for at skabe grundlaget for investeringer i elforsyning, hverken uretmæssigt favoriserer bestemte producenter eller teknologier eller skaber hindringer for handel på tværs af landegrænserne,« siger Margrethe Vestager i en pressemeddelelse.

Sektorundersøgelsen er den første af sin art inden for rammerne af EU's statsstøtteregler. Vestager vil i første omgang bede 11 forskellige EU-lande - herunder Danmark - om at svare på en række spørgsmål, som skal bruges i den endelige undersøgelse. Efter planen offentliggøres resultatet af Vestagers anstrengelser i midten af 2016.

Margrethe Vestager gik tidligere på måneden i flæsket på Google med anklager om, at IT-giganten udnytter sin dominerende stilling. Kort efter kastede hun sig over det russiske gasselskab, Gazprom.

For præcis en uge siden sendte Vestager på vegne af EU-Kommissionen en klage til russiske statsejede Gazprom for at udnytte sin dominerende stilling i Øst- og Centraleuropa. I lande, der er stærkt afhængige af forsyninger med russisk gas, har kunderne betalt unfair priser, mener EU-kommissæren.