Vestager på vej med bødeblokken: Google står til milliardbøde

EUs konkurrencekommisær, Margrethe Vestager, er på vej med en afgørelse i den første af tre sager mod internetgiganten Google. Det kan ende i bøde i milliardklassen, skriver Financial Times.

EUs konkurrencekommissær Margrethe Vestager slår hårdt ned på verdens største IT-giganter Fold sammen
Læs mere
Foto: FRANCOIS LENOIR

Google står til at indkassere en bøde på potentielt mere end én milliard euro eller knap 7,5 milliarder kr., når EUs konkurrencekommissær Margrethe Vestager i løbet af de kommende uger offentliggør afgørelsen på den første at tre konkurrencesager mod den amerikanske internetgigant.

Det skriver Financial Times på baggrund oplysninger fra to personer, der er bekendte med sagen. Hverken EU-kommissionen eller Google har villet kommentere oplysningerne.

Sagen, som altså blot er den første af tre sager, handler om, at selskabet har misbrugt sin dominans på markedet for søgemaskiner til at opbygge servicen Google Shoppping og ventes at bryde rekorden for bøder i sager om misbrug af monopolstilling.

Afgørelserne i sagen mod Google er ventet med spænding, fordi de også kan få betydning for forholdet mellem EU og USA, som led et knæk sidste år, da Margrethe Vestager udskrev en regning på for lidt betalt skat til Apple på knap 100 milliarder kr.

Det er dog usandsynligt, at Margrethe Vestager lader sig skræmme af udsigten til udsigten til furore, skriver Financial Times med henvisning til, at den tidligere radikale toppolitiker og minister sidste sommer udover rekordregningen til Apple også uddelte en rekordbøde for karteldannelse mod fem europæiske lastbilproducenter. De måtte ryste op med tre milliarder euro eller 22 milliarder kr.

Ifølge Financial Times bliver det ikke et problem for Googles moderselskab Alphabet at betale en bøde på mere end 7,5 milliarder kr. Ved udgangen af 1. kvartal var der mere end 600 milliarder kr. i kassen, skriver den britiske finansavis.

Mere afgørende er, hvilke implikationer en dom vil få for, hvordan google kan drive sine onlineforretninger og opbygge services ud over generel internetsøgning.