Verdens våbenproducenter har øjnene rettet mod Danmark

Danmark står overfor et indkøb af pansrede mandskabsvogne, og valget af producent kan falde allerede fredag. Ordren er den største af sine slags i Europa for tiden.

De danske soldater skal have nye køretøjer, og det kan kaste rigtig mange arbejdspladser af sig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Brøndum

Efter fem års udvikling og tre års udbudsproces kan spændningen langt om længe blive forløst i de kommende dage. Det danske forsvar skal have op mod 450 nye pansrede mandskabsvogne til en ordrepris, der tælles i mange milliarder. Ordren er den største i Europa lige nu, og det danske valg kan få indflydelse på andre landes indkøb i fremtiden.

Når Folketingets forsvarsudvalg mødes fredag, vil de efter alt at dømme få fremlagt Forsvarets evaluering af de fem finalist-køretøjer. Herefter kan en beslutning om, hvem der får ordren falde relativt hurtigt.

Af samme årsag har nogle af verdens allerstørste våbenproducenter lige nu øjne og ører rettet mod København. Det samme gælder de mange danske virksomheder, der kan nyde godt at reglerne om omkøbskrav, der betyder at de udenlandske virksomheder, der vinder kontrakten, er forpligtet til at købe dele og services af danske underleverandører.

Fynske TenCate er en af de virksomheder, der har tidligere nydt godt af den type aftaler.

»Det har betydet en kæmpe forskel for os. Modkøbskravene betød, at de blev nødt til at snakke med os, men siden hen har de opdaget, at vi faktisk har teknologi og kvalitet, som de gerne vil bruge. Så i dag er vi leverandør uden modkøbskrav. Det var en måde at få sparket døren ind hos globale spillere,« siger adm. direktør Helle Specht.

Og der er virkelig noget at komme efter, fortæller Jens Bauer, seniordirektør for industrialisering og strategi i General Dynamics - en af verdens største våbenproducenter, der blandt andet laver tanks, jagerfly og missilsystemer.

»Jeg tror ikke, danskerne overser, at der findes en forsvarsindustri i landet, som leverer nogle fantastiske teknologier. Vi er ikke en velgørenhedsorganisation, så vi vælger ikke leverandører efter andre kriterier end kvalitet og teknologi. Vi er ikke interesseret i kortsigtede samarbejder, men langsigtede partnerskaber. Flere af de danske virksomheder, vi har samarbejdet med til danske forsvarsindkøb, bruger vi også til andre ordrer rundt om i verden,« siger han.

Selvom General Dynamics sidste år havde en omsætning på over 200 milliarder kroner, er det danske udbud langt fra en lille ting. Ligesom de andre tilbudsgivere har de brugt millioner på udvikling af køretøjer til at matche danske krav, testkørsler i Danmark, markedsføring, lobbyarbejder og meget mere.

»Det er uden tvivl en stor og vigtig ordre. Både i forhold til at beløbets størrelse men også på grund af prestigen ved at arbejde med det danske militær, der har et godt ry ruindt om i verden,« forklarer Jens Bauer.

Flere andre lande står overfor tilsvarende indkøb, og der vil uden tvivl blive skelet til det danske valg i den forbindelse.