Verdens travleste lufthavn er gået i stå efter strømnedbrud

Et strømnedbrud har søndag ramt verdens travleste lufthavn, Hartsfield-Jackson International Airport, der ligger i Atlanta i USA.

Et strømnedbrud har søndag ramt verdens travleste lufthavn, Hartsfield-Jackson International Airport, der ligger i Atlanta i USA. Fold sammen
Læs mere
Foto: ERIK S. LESSER

Dermed er alt gået i stå.

Nedbruddet betyder således, at den føderale luftfartsmyndighed (FAA) har forbudt alle fly at lette fra Hartsfield-Jackson. Det rapporterer CNN.

Samtidig har luftfartsmyndighederne iværksat et »ground stop«, som betyder, at fly heller ikke kan lande i lufthavnen.

Fly, der allerede er lettet med kurs mod Atlanta, omdirigeres til andre lufthavne.

Omkring klokken 01.00 mandag dansk tid oplyser energiselskabet Georgia Power, at strømmen ventes at være tilbage i lufthavnen omkring midnat lokal tid - svarende til klokken 06.00 dansk tid.

Årsagen til strømnedbruddet kan ifølge Georgia Power være en brand.

»Problemet har muligvis involveret en brand, der forårsagede omfattende skade i et Georgia Power-anlæg under jorden,« skriver forsyningsselskabet i en pressemeddelelse.

Ifølge Hartsfield-Jacksons hjemmeside bruger 275.000 passagerer i snit lufthavnen hver dag. Det gør den ifølge CNN til verdens travleste lufthavn.

Billeder på sociale medier viser passagerer sidde i en lufthavn med meget lidt lys. Passageren Brittny Lynne skriver ifølge CNN på Facebook:

»Når strømmen går i én af verdens største lufthavne ... yikes! Det her er skørt.«

På Twitter skriver Jack Harris ifølge Reuters:

»Det er sjovt at rejse, indtil lufthavnen mister strømmen, og du har siddet på et fly og ventet på at lette i en time.«

/ritzau/AP