Verdens største havvindmøller har fortsat vokseværk

Lige siden Vestas lancerede sin banebrydende otte MW-mølle, har vindmølle­branchen sigtet mod den symbolske ti MW-mølle. Men sigtekornet kan meget vel være for lavt indstillet.

Foto: Henning Bagger

På det nationale testcenter for havvindmøller i Østerild i Thy snurrer syv af verdens største havvind­møller. Den mindste måler 150 meter fra jord til vingespids, den største måler 222 meter, men de er begge så store, at det faktisk er svært at se forskel på stor og lille med det blotte øje.

Den højeste mølle er en MHI Vestas V164 på otte MW, og den satte for snart nogle år siden standarden for, hvor store vindmøller kunne blive. Siden da har spekulationerne gået på, at det næste skridt på stigen ville blive en enorm ti MW-mølle. Men for flere branche­eksperter er ti MW ikke længere det næste skridt – her tror man i stedet, at en ny top­mølle vil være endnu større.

»Jeg tror, det er farligt at tale om ti MW, for jeg mener, at springet bliver højere. Jeg kan sagtens forestille mig, at vindmøllep­roducenter springer ti MW over og lancerer en 11 MW eller 12 MW-mølle i stedet for. Det er, som jeg ser det, den næste generation,« siger Lars Stylsvig Rasmussen, der er projektleder på vindmølletestcentret LORC på Fyn.

På det voksende marked for havvindmøller har kampen længe stået mellem Siemens og MHI Vestas. Begge selskaber har i dag en otte MW-mølle i deres sortiment, men hvor MHI Vestas ikke vil tale om de fremtidige perspektiver for en endnu større mølle, har Siemens gennem længere tid været ganske åbenmundede.

(Artiklen fortsætter under grafikken)

Den nu tidl. teknologidirektør, Henrik Stiesdal, løftede allerede i 2014 sløret for sine planer for en ti MW-mølle, som skulle have et vingefang på over 200 meter og være klar i 2020. Siden har Siemens’ direktør for havvindmøller, Michael Hannibal, båret mere ved til bålet ved at udtale til energimediet Recharge:

»Vi kalder den ikke ti MW, vi kalder den 1X MW, fordi vi ikke ved, hvad Xet vil blive.«

Henrik Stiesdal regnede som sagt med, at ti MW-møllen ville være klar i 2020, og i sidste uge blev det offentliggjort, at testcenteret LORC er begyndt at bygge testfaciliteter til at prøvekøre de store ti MW-møller.

Aktieanalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank, der har fulgt vindmøllebranchen i mange år, er enig i, at det næste vindmølleskridt formentlig bliver til over ti MW, men der vil gå nogle år, inden den er klar.

»Jeg er der, hvor jeg siger, at det minimum bliver ti, men formentlig bliver møllen op­graderet til 11 eller 12 MW, inden den er færdig til at sende på markedet,« siger han. »Der vil dog nok som minimum gå fem år, før møllen er klar til at blive installeret i et kommercielt projekt.«

Læs mere