Verdens største bryggeri mister stor ølvolumen i Rusland

Bryggerigiganten AB Inbev har fredag morgen offentliggjort et regnskab, der på de overordnede linjer skuffer i forhold til analytikernes forventninger.

Blandt AB Inbev ølmærker findes Budweiser og Stella Artois. Fold sammen
Læs mere
Foto: DIRK WAEM
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bryggerigiganten AB Inbev har fredag morgen offentliggjort et regnskab, der på de overordnede linjer skuffer i forhold til analytikernes forventninger. Selskabet er dobbelt ramt i Rusland, hvor markedet er under hårdt pres og selskabet samtidig taber markedsandele - en interessant melding i forhold til Carlsberg Gruppen, som er den største aktør på det russiske marked.

- Vores russiske ølvolumener forbliver under pres, med et fald på omkring 20 pct. på årsbasis i tredje kvartal 2014 og 14 pct. for årets første ni måneder, primært som følge af et svagt marked og et estimeret fald i markedsandelen. Vores fokus fortsætter med at være på premium-produkter og søger den optimale balance mellem volumen, omsætning og rentabilitet, skriver AB Inbev i regnskabet.

AB Inbev oplyser ikke eksakte tal for volumenerne i Rusland. For hele selskabet faldt ølvolumenerne 2,7 pct. i kvartalet, og af det tegnede Europa sig for over 40 pct. drevet af Rusland og Ukraine. Selskabets ølvolumener i Europa er mere specifikt faldet til 11,9 mio. hektoliter fra 13,1 mio. hektoliter i tredje kvartal 2013, og for den region opgør selskabet sin organiske vækst til minus 9,5 pct. Omsætningen i Europa er dog lidt mindre hårdt ramt med et fald på 4,2 pct. til 1313 mio. dollar.

Selskabets samlede driftsresultat (EBITDA) for tredje kvartal landede på 4,75 mia. dollar, hvilket var lidt under forventningerne ifølge Bloomberg News på 5,03 mia. dollar. Det justerede resultat per aktie var 1,42 dollar, mod ventet 1,51 dollar, og omsætningen på 12,2 mia. dollar nåede heller ikke analytikernes forventninger, som lå på 12,4 mia. dollar.