Verdens rigeste mand køber legendarisk bolig for over en milliard danske kroner

Verdens rigeste mand, Jeff Bezos, slår rekord i liebhaveri. Han har nu købt et legendarisk palæ i Los Angelses, som tidligere har tilhørt mediemogulen Jack Warner, for den nette sum af 1,1 milliarder kroner.

Jeff Bezos og kæresten Lauren Sanches er nu de lykkelige ejere af det dyreste palæ i Los Angeles. Ifølge nyhedsbureauet Bloomberg har Jeff Bezos en formue på cirka 909 milliarder danske kroner, hvilket gør ham til verdens ultimativt rigeste person. På andenpladsen følger Microsoft-stifter Bill Gates, hvis formue er på godt 820 milliarder kroner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Divyakant Solanki/EPA/Ritzau Scanpix

En tennisbane, to gæsteboliger, tre væksthuse, privat golfbane og selvfølgelig en svømmepøl.

Altsammen fordelt på en grund på fire hektar.

Dét er blandt andet, hvad verdens rigeste mand har købt for cirka 1,1 milliarder kroner.

Amazon-stifter, Jeff Bezos, har nemlig netop føjet et nyt køb til sit ejendomsimperium. Det skriver flere internationale medier, heriblandt The Guardian og Wall Street Journal.

Palæet har tidligere tilhørt Jack Warner, som var en af brødrene bag filmstudiet Warner Brothers. Jack Warner byggede palæet tilbage i 1930erne, og det har i dag opnået kultstatus på ejendomsmarkedet i Los Angeles som et ikonisk Hollywood-palæ.

Det 1.263 kvadratmeter store palæ er efter sigende indrettet med trægulve, som har tilhørt selveste Napoleon. Fortællingen går på, at Napoleon knælede på selvsamme gulv, da han friede til sin elskede Josephine.

Rekorddyrt salg

Jeff Bezos købte palæet af David Geffen, som blandt andet er medstifter af animationsstudiet Dreamworks. Geffen købte palæet tilbage i 1990 for 327 millioner kroner, hvilket dengang var rekorden for det dyreste huskøb i Los Angeles.

Sidenhen har David Geffen istandsat palæet for knap 310 millioner kroner, hvoraf lidt under halvdelen blev brugt til at renovere udendørsarealerne.

De penge er nu tjent ind igen, da palæet endnu engang har slået prisrekord som den dyreste ejendom inden for LA-liebhaveri.

Jeff Bezos og kæresten Lauren Sanchez har ifølge ejendomsmæglere i månedsvis været på udkig efter en ny ejendom i det velhavende Beverly Hills- og Bel Air-område, før de landede handlen på det ikoniske Warner-palæ.

Handlen blev afsluttet uden at involvere en ejendomsmægler.