Verden venter nu på, hvilken straf Google får: Kan splitte virksomhed op

Googles milliardbetalinger for at være standardsøgemaskine på smartphones og i internetbrowsere er kendt ulovlige. Konsekvenserne kan blive betydelige – og blandt andet koste Apple enorme summer.

Google betaler typisk mere end ti milliarder dollar (68 milliarder kroner) hvert år for at være standardsøgemaskine på nye telefoner og i internetbrowsere, mener det amerikanske justitsministerium. Alene i 2021 lagde Google 26,3 milliarder dollar for at sikre sin position. Denis Charlet/AFP/Ritzau Scanpix

En amerikansk domstols afgørelse af, at internetgiganten Google er skyldig i ulovlig fastholdelse af sit monopol på søgeområdet på nettet, kan få betydelige konsekvenser – også for Googles konkurrenter.

Den banebrydende afgørelse slår fast, at Google smadrer konkurrencen ved at betale store milliardbeløb hvert år for fortsat at være standardsøgemaskine på smartphones og i internetbrowsere.