Vent til den fede dame synger

Om præcis en uge lancerer Apple sin nye abonnementsbaserede musiktjeneste Apple Music i Danmark og flere end 100 andre lande. Det bliver startskuddet til en ny giganternes kamp, som kan blive både langvarig og blodig.

Foto: JUSTIN SULLIVAN.
Læs mere
Fold sammen

Lanceringen af Apple Music indleder også et endeligt opgør med måden, vi køber musik på. Siden CDens død har Apple nærmest haft monopol på det transaktionsbaserede salg af musik via iTunes, men opblomstringen af streamingtjenester viser, at moderne lyttere hellere vil abonnere på adgang til et uendeligt musikbibliotek end at købe numrene enkeltvis. Det har sendt Apples omsætning på musik i en nedadgående retning. Nu er virksomheden klar til at slå tilbage.

Apple Music bliver i vanlig stil lanceret med store armbevægelser og giver fra dag ét adgang til alle de musiknumre, der i dag ligger i iTunes. Lytterne får også en 24 timers radiokanal, Beats 1, samt specialudgivelser med populære kunstnere. Prisen for Apple Music bliver i Danmark 99 kr. om måneden, samme pris som Spotify, men Apple sætter trumf på med et familieabonnement, hvor hele seks familiemedlemmer kan lytte med for bare 149 kr. om måneden. Apples helt store fordel er dog de 200 millioner betalende kunder, der allerede i dag bruger iTunes, og som trygt har lagt deres kreditkortoplysninger i hænderne på Apple. De kan nu tegne et abonnement på Apple Music med blot et enkelt klik på computeren eller mobilen.

På den baggrund kan det synes umuligt for Spotify at bevare tronen. Mange iagttagere dømmer på forhånd Spotify som taber og vurderer, at Apple Music allerede i sit første leveår kan overtage Spotifys førerposition. Men sådan behøver det ikke at gå. Spotify har et massivt forspring, som kan blive svært at indhente.

Spotify er nemlig mere end en musikafspiller. Det er også et socialt medie, hvor brugerne indbyrdes følger hinanden og deler musik og playlister via Facebook, som Spotify arbejder tæt sammen med. Den form for social interaktion skaber et højt engagement og en dyb loyalitet, som er svær for andre tjenester at konkurrere med.

Samtidig har Spotify meget dygtigt formået at integrere »freemium«-modellen i sin forretning. »Freemium« er en sammentrækning af »free« og »premium« og henviser til, at man enten kan abonnere på Spotify i en gratisversion med annoncer eller i en premiumversion uden annoncer, men med bedre funktionalitet. 75 procent af Spotifys brugere er i dag gratister. Det betyder ikke overraskende, at Spotify har rigtigt godt fat i især de unge lyttere, som vænner sig til at bruge tjenesten og siden konverterer til at blive betalende abonnenter.

Spotify har på alle måder været dygtig til at skabe ægte engagement og loyalitet hos sine brugere. Noget som Apple også mestrer. Derfor tyder det på et spændende opgør mellem de to musikgiganter, og i kulissen lurer Amazon og Google, hvor ikke mindst sidstnævnte står med gode kort på hånden takket være ejerskabet af YouTube. Apple går altså ind i en kamp, som de for en gangs skyld ikke er sikre på at vinde. For som man siger i den branche: Det er ikke forbi, før den fede dame synger.