Venstre vil have flytrafik med i rejseplanen.dk

Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, vil have undersøgt muligheden for, at indenrigsluftfart inddrages i Rejseplanen via hjemmesiden rejseplanen.dk.

Foto: GAB photography.
Læs mere
Fold sammen

Ifølge Kristian Pihl Lorentzen vil forslaget give danskerne et bedre og mere sammenhængene billede af, hvilke muligheder de har for at komme hurtigt rundt i landet.

- Indenrigsluftfarten er en vigtig brik i at binde Danmark bedre sammen. Og det er en vigtig transportform i vores landdistrikter, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Han vil nu tage forslaget op med transportminister Ole Birk Olesen (LA).

- Dermed kan indenrigsfly integreres bedre med den øvrige kollektive transport - altså tog, busser og metro. For transportmulighederne skal spille bedre sammen, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Rejseplanen.dk oplyser, at man leverer over 20 millioner rejseplanopslag hver måned i apps og på web. Dermed er rejseplanen.dk ifølge sin egen opgørelse Danmarks største offentlige internetservice.

Rejseplanen A/S blev stiftet 1. januar 2003. Ejerkredsen er de regionale og lokale trafikselskaber i hele landet.

Rejseplanen indeholder data fra alle danske tog- og busselskaber foruden de fleste færger.