Venstre klar til dialog med Nordsø-selskaber

Regeringspartiet er klar til at tale med olieselskaberne, men har endnu ikke besluttet, hvad der skal ske med olie- og gasud-vindingen i Tyra-feltet.

Regeringspartiet er klar til at tale med olieselskaberne, men har endnu ikke besluttet, hvad der skal ske med olie- og gasud-vindingen i Tyra-feltet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tom Ingvardsen/Mærsk Olie og Ga

Venstre vil tale med olieselskaberne i Nordsøen om den nuværende svære situation, men regeringspartiet har ikke besluttet sig for, om der kan blive tale om at lempe skattebetalingerne for at få udvundet den sidste olie og gas fra den danske Nordsø-sektor. Socialdemokraterne afviser at ændre reglerne.

»Vi er i gang med en dialog med olie- og gasindustrien om, hvordan vi sikrer de bedste rammevilkår. Vi har ikke lagt os fast på, hvad løsningsmetoden skal være,« siger skatteordfører Louise Schack Elholm (V).

Beskatningen i Nordsøen har historisk været et af de mest debatterede emner i Danmark. Allerede da Arnold Peter Møller fik papir på retten til den danske olie i Nordsøen i 1962, var der uro i nogle rækker af den daværende socialdemokratiske regering. Men da pengene fra det sorte guld for alvor begyndte at strømme ind, blev Mærsks olieaftale en folkesag. Både i 1976, 1979 og 1981 rykkede staten tættere på Nordsø-olien under stor politisk debat. Og igen i 2003, da aftalen blev forlænget ved den såkaldte Nordsø-aftale i 2003, var der debat.

Ingen overskud – ingen skat

Og står det til Socialdemokraterne i dag, bliver der ikke ændret på aftalen.

»Dansk oliebeskatning er sat sammen på en sådan måde, at det først er på det tidspunkt, at man har et overskud i produktionen, at man betaler skat. Hvis vurderingen er, at der er en risiko ved, at en investering ikke kan skabe en rentabilitet, så ændrer de forudsætninger sig ikke,« siger Benny Engelbreccht, finansordfører for Socialdemokraterne.

Han siger, at hvis ikke A.P. Møller – Mærsk ønsker at arbejde på det store Tyra-felt, vil andre tage over, hvis der er penge at hente. Han forventer, at Tyras kulbrinte – olien og gassen – vil blive udvundet lige så snart markedet bliver bedre.

»Man skal huske på, at sådan nogle kulbrinter ikke løber deres vej. Derfor må man forvente, at når der er en markedssituation, der er anderledes, vil det igen blive attraktivt at bore efter dem. Og det er ikke sikkert, at det til den tid er det nuværende konsortium, som er interesseret i feltet,« siger Benny Engelbrecht.

Tyra-feltet, der producerer en tredjedel af Danmarks gas, blev fundet i 1968 og sat i produktion i 1984. Feltet er desuden et knudepunkt, som olie og gas fra flere danske felter pumpes frem til, før det bliver transporteret i land.