I snart et år har sikkerhedsnettet under de selvstændige erhvervsdrivende været 7.000 kroner mindre end for lønmodtagerne. Men nu har Venstre fået nok, og vil hæve beløbet i hjælpepakken til selvstændige.
Venstre vil »sikre den økonomiske ligestilling mellem lønmodtagere og selvstændige«, fremgår det af et nyt forslag, som er fremsat 2. februar.
Her vil en række Venstre-medlemmer anført af erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen hæve den økonomiske kompensation i hjælpepakkerne til selvstændige, så den er på niveau med lønkompensationen. I dag kan selvstændige søge om 23.000 kroner, mens lønkompensationen kan give op til 30.000 kroner i kompensation.
»Vi har fremført det ved forhandlingerne gentagende gange, men regeringen har afvist det hver gang. Det har været frustrerende. Så nu må der ske noget, og så er der ikke andet at gøre end at prøve sagen i Folketingssalen,« siger Torsten Schack Pedersen (V).
Forslaget skal førstebehandles i Erhvervsudvalget torsdag eftermiddag, og så skal der afgives betænkning på fredag. Der kan stemmes om forslaget i Folketingssalen på tirsdag, oplyser han.
Forskellen i kompensationsordningen har længe været et debatemne, som går helt tilbage til marts 2020. For i den første trepartsaftale om lønkompensation var niveauet på 23.000 kroner, men 30. marts valgte regeringen og arbejdsmarkedets parter at hæve lønkompensationsordningen til 30.000 kroner
Selvstændigordningen fulgte dog ikke med, og det har ført til gentagende kritik under coronakrisen, og nu efter knap et år går Venstre altså skridtet videre for at sikre den økonomiske ligestilling mellem lønmodtagerne og de selvstændige.
»I et interview på TV 2 søndag den 10. januar 2021 sagde statsministeren, at coronakrisen ikke måtte føre til en kamp mellem offentligt ansatte, privatansatte og selvstændige. Venstre vil derfor kræve, at regeringen sætter handling bag ordene og sikrer den økonomiske ligestilling mellem selvstændige og lønmodtagere,« fremgår det af bemærkningerne til lovforslaget.
Torsten Schack Pedersen påpeger, at flere partier tidligere har talt for at hæve ordningen i offentligheden, så »hvis de partier, der tidligere har talt positivt for det her, står ved deres ord, så bør der være flertal for det.«
Berlingske har tidligere talt med seks selvstændige, der hver især kæmper for at komme gennem krisen. Mød dem her ved at klikke på billederne.
7.000 kroners forskel
En lang række erhvervsorganisationer har længe kæmpet for at hæve satsen til de selvstændige. For nylig udtalte SMVdanmarks administrerende direktør, Jakob Brandt, til Berlingske:
»Man har fra regeringens side valgt, at en selvstændig åbenbart er mindre værd for samfundet, end en lønmodtager. Det er i sig selv en provokation for rigtig mange af de mindre selvstændige, som går og kæmper derude.«
Netop de 7.000 kroners forskel har været hyppigt diskuteret, og antropolog Dennis Nørmark har tidligere udtalt, at forskellen sender et klart signal om, »hvem man synes, der fortjener at blive mest belønnet«.
Regeringen har hele vejen igennem krisen været imod at hæve ordningen til de selvstændige, blandt andet med henvisning til, at de selvstændige fortsat må udføre værdiskabende arbejde, når de får kompensationen, mens medarbejdere på lønkompensation ikke må arbejde undervejs.
25. januar udtalte fungerende erhvervsminister Dan Jørgensen (S) i et skriftligt svar til Berlingske følgende:
»Selvstændigordningen har helt konkret hjulpet 75.000 siden sidste forår. Ordningen for selvstændige giver mulighed for at arbejde under nedlukningen, mens man modtager kompensation. Man kan eksempelvis sælge gavekort, drive en webshop eller lave takeaway. Det er der mange selvstændige, der gør brug af, selvom det selvfølgelig ikke er lige nemt for alle. Modsat må hjemsendte lønmodtagere i lønkompensationsordningen ikke arbejde i perioden, hvor de er hjemsendt.«
Desuden påpegede han, at ikke alle på lønkompensation når grænsen på 30.000 kroner.
»Derudover får fuldtidsansatte i gennemsnit 22.000 kroner om måneden i lønkompensation, og dermed mindre end kompensationsloftet på 23.000 kroner i ordningen for selvstændige, hvor der altså også er mulighed for at arbejde ved siden af.«