Velux øjner lys efter milliardinvesteringer

Vindueskæmpen Velux gør comeback på indtjeningen, som var hårdt presset af en svag byggeindustri under krisen.

VELUX Danmark A/S i Hørsholm. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe

Efter en hård tur under krisen lysner det endelig for Velux, der er verdens førende største inden for ovenlysvinduer.

Indtjeningen rettede sig sidste år efter at have været presset hårdt nedad

Det fremgår af regnskabet for Velux' moderselskab, VKR Holding, som er offentliggjort tirsdag. Velux offentliggør ikke sine egne tal, men da Velux er suverænt største forretningsben i VKR, kan Velux' præstation aflæses meget tydeligt i VKR's tal.

Omsætningen i VKR nåede i 2014 op på 16,4 milliarder kroner, som har været niveauet i flere år. Men det er særligt indtjeningen, som er rettet op, efter at den i flere år har været under massivt pres.

Resultatet i VKR nåede op på 1,3 milliarder kroner og det er forbedret med cirka en halv milliard kroner i forhold til året før.

VKR Holding

I mio. kr.20142013Ændr.
i pct.
Omsætning1641216414-0%
Driftsresultat EBITA2011133551%
Nettoresultat134078870%
EBITA-margin12,3 pct.8,1 pct.
Frit cashflow efter skat2408200620%

»Vi må konstatere at markedet for byggematerialer har været dårligt i en årrække i vores hovedmarkeder, så volumen har der været pres på. I 2014 er det produktivitetsfremgang der har drevet resultatfremgangen, særligt i velux men også' andre steder i koncernen, som har givet gode resultater,« siger Søren Bjerre-Nielsen, bestyrelsesformand i VKR og Velux.

VKR har samtidig været gennem en større oprydning og solgt tabsgivende aktiviteter fra bl.a. inden for solvarme, så Velux i dag står endnu stærkere i koncernen.

»I VKR-sammenhæng er vi næsten kommet ud af næsten al vores termiske solvarme, som gav os underskud. Vi har kun beholdt den overskudsgivende aktivitet,« siger Søren Bjerre-Nielsen.

Fremangen i VKR drives frem af den største investeringsoffensiv i Velux' historie, som nu endelig giver resultater.

»Vi ville sikre os, at vi stod med de bedste produkter, når krisen sluttede. Så vi lavede de største investeringer i firmaets historie og vi har investeret næsten to milliarder kroner her under krisen i at udvikle et nyt produktprogram, som sætter helt nye standarder for energieffektiviteten,« siger Jørgen Tang-Jensen, der er administrerende direktør i Velux.

»Det er lykkedes at udvikle et produkt, som har en positiv Co2-balance i løbet af vinduets levetid på 30-40 år altså fra produktion til bortskaffelse. Fordi al den gratis energi man får ind gennem vinduet opvejer den Co2, som bruges på at producere og distribuere det,« tilføjer Jørgen Tang-Jensen.

Han erkender, at Velux har været under pres i et par år, hvor resulaterne har svigtet.

»Bundlinjen var ikke i 2012 og 2013, som vi gerne så den, men det var der mange virksomheder der oplevede. Det hang også sammen med, at kunderne var klar over, at der kom nye produkter, og vi ville også gerne have solgt de gamle produkter ud af lagrene. Vi er nu gennem den transition og kan så absolut se fremad,« siger Jørgen Tang-Jensen.