Velux har foretaget sit hidtil største opkøb

Producenten af ovenlysvinduer, Velux, har torsdag indgået aftale om at købe tyske JET-Group, der er en stor international aktør inden for ovenlyssystemer til kontorer, butikscentre og større industrielle bygninger. Flere opkøb i vente.

Foto: Simon Læssøe. Den danske producent af ovenlysvinduer til privatboliger har foretaget sit hidtil største opkøb. Købet af tyske JET-Group giver Velux en stærk position på det europæiske marked for ovenlyssystemer til kontorer, butikscenter og større industrielle bygninger.
Læs mere
Fold sammen

Velux med hovedsæde i Hørsholm nord for København er globalt markedsledende på markedet for vinduer til privatboliger. Her har Velux været aktiv i mere end 75 år.

Anderledes ser det ud på business-to-business-markedet for ovenlysvinduer, hvor Velux først gjorde sin entré i 2012 med lanceringen af Velux Modular Skylight. Men med opkøbet af tyske JET-Group får Velux en stærk position på business-to-business-markedet for ovenlysløsninger i Europa. Det skriver Velux i en pressemeddelelse.

»Opkøbet af JET-Group betyder, at vi kan styrke vores position på det kommercielle marked i et antal lande og udvide vores portefølje inden for kommercielt byggeri med en række nye produktkategorier i Europa,« siger David Briggs, adm. direktør for Velux Gruppen.

JET-Group er ledende inden for ovenlyssystemer til kommercielle bygninger på det europæiske marked og leverer ovenlysløsninger til kontorer, skoler, butikscentre og større industrielle og offentlige bygninger.

JET-Group, der har næsten 800 medarbejdere, har salgskontorer i 11 europæiske lande og seks produktionsselskaber i fire lande. Til sammenligning har Velux' salgs- og produktionsselskaber i mere end 40 lande og beskæftiger omkring 10.200 medarbejdere på verdensplan.

Bliver førende fra dag ét

Velux oplyser, at beslutningen om at overtage JET-Group er i tråd med Velux Gruppens vækststrategi, især den del, der handler om øget vækst i salg af dagslysløsninger til kommercielle bygninger.

»Købet af JET-Group betyder, at vi fra dag ét bliver en af de førende spillere i Europa inden for kommercielt byggeri. Vi starter på at lægge vores Velux Modular Skylight-forretning sammen med JET-Gruppens og opbygge en ny kommerciel division med henblik på at øge vores vækst på det marked. Opkøbet vil betyde stordriftsfordele og udvide vores forretning med et helt nyt markedssegment,« siger David Briggs.

Hvad Velux skal betale for JET-Group oplyses ikke, men opkøbet skal godkendes af konkurrencemyndighederne i Tyskland og Østrig.

Og flere opkøb kan være i vente, oplyser Velux. Virksomheden har ambitioner om at opnå en globalt førende position i det kommercielle marked gennem organisk vækst og opkøb.

Ifølge Velux er markederne for ovenlys til privatboliger og til business-to-business-markedet globalt nogenlunde lige store.