Velkommen til fremtiden anno 2009

Der er ingen mulighed for at stå af i svinget, når vi taler ny teknologi. Finanskrise eller ej – hjulene i teknologiens verden fortsætter med at rulle med uformindsket fart, og der fortsætter med at være masser af muligheder, som vi alle skal tage stilling til før eller siden. Berlingske Business har bedt fem eksperter med fingeren på pulsen om at kikke i hver deres krystalkugle og se, hvad 2009 vil bringe os af teknologiske nyskabelser og tendenser.

Mini-Pcer spås en eksplosit vækst i fremtiden. Fold sammen
Læs mere
John Strand
Teleanalytiker og direktør for Strand Consult, der analyser markedet for moderne teknologi med vægt på mobiltelefoner.

Mobilt bredbånd

Mobilt bredbånd vokser eksplosivt i 2009. En meget stor del af de bærbare, som kommer på markedet, vil indeholde 3G/HSDPA (»turbo-3G«), og for mange mennesker vil den mobile bredbåndsforbindelse være den primære måde at gå på nettet. Salget af mobilt bredbånd vil være så stort, at for hver gang en dansker vælger en fiberforbindelse, vil to til tre danskere vælge en mobil bredbåndsforbindelse.

PC/mobil?

Kampen mellem smartphones (avanceret mobiltelefon) og bærbare PCer med indbygget 3G/HSDPA vil blive skærpet. En del kunder vil foretrække en kombination af en lille, smart mobil og en bærbar med indbygget 3G/HSDPA frem for en smartphone. Rent praktisk vil operatørerne/teleselskaberne overveje, om de skal satse på smartphones til 400-550 euro eller ultrabærbare til 300-350 euro, og som har indbygget 3G/HSDPA. For mange operatører vil det hedde både og, men med ekstra fokus på de små ultrabærbare.

Fiberproblemer

Elselskabernes fibersatsning vil løbe ind i yderligere problemer. Den stigende konkurrence fra mobilt bredbånd og det jordbaserede digitale TV-net fra Boxer vil betyde, at de vil få svært ved at få kunder. Resultatet bliver, at nogle selskaber vil begrænse deres satsning på fiber, mens andre vil tilbyde kunderne gratis tilslutning og meget aggressive priser de første 6-12 måneder. Vi forventer en eller anden form for konsolidering blandt de elselskaber, der satser på fiber, og at nogle af selskaberne vil trække sig ud af markedet helt eller delvis.

Mikrobetaling

Nye tjenester, der er baseret på mobilt bredbånd og måske på almindeligt bredbånd. Den forretningsmodel, som vi kender fra de indholdstakserede mobile tjenester (SMS, WAP, MMS etc.), vil brede sig til de mobile bredbåndsopkoblinger og derfra til almindelige bredbåndsopkoblinger. I fremtiden vil operatørernes afregningssystemer blive brugt til at opkræve betaling for mobile tjenester, og det vil blive muligt at gå ind og købe og betale for digitale tjenester blot ved at klikke med musen på et ikon. Danskerne vil opleve, at mikrobetaling bliver introduceret. Det vil påvirke de tjenester, som de bliver tilbudt på nettet.

Færre mobiltilskud

2009 bliver året, hvor operatørerne vil begrænse deres tilskud til nye telefoner. Rent praktisk vil der være gode tilbud til gode kunder med højt forbrug. De øvrige kunder må til at indstille sig på, at de skal til at betale mere for en smart telefon, hvis de vil have de dyrere highend-produkter eller den nye teknologi. Fokus for operatørerne bliver at forbedre en elendig indtjening. Det vil ske gennem omkostningsreduktioner på en række områder.

Arbejdsløshed og flere fyringer

Hele teleindustrien fra isenkramleverandører til operatører vil reducere antallet af medarbejdere. TDC vil øge antallet af afskedigelser, og en region som Aalborg vil blive ramt hårdt af en række lukninger og masseafskedigelser. Det store spørgsmål er, om regeringen tager branchens problemer seriøst, eller om videnskabsminister Helge Sander også fremover vil fokusere mere på at give fodboldklubberne tilskud igennem forskerordningen frem for at satse på den industri, som er fundamentet for det moderne samfund nemlig teleindustrien. Alt i alt bliver 2009 ikke et festligt år. Det bliver et spareår med afskedigelser, virksomhedslukninger og konsolidering, hvor et stigende antal spillere vil slå sig sammen med det formål at skabe synergi og begrænse omkostningerne.