Velfærdsindustri på trods

I disse valgtider tales der meget om øget velfærd, men hvordan den skal finansieres er der desværre ikke mange, der interesserer sig for.

Foto: Linda Kastrup.
Læs mere
Fold sammen

En af mulighederne er at udnytte den omfattende viden, der findes om pleje af ældre og syge i det danske offentlige sundhedssystem. Det er på mange måder forud for, hvad vi ser andre steder i verden.

Uden for valgperioder taler mange politikere da også henført om, hvordan denne viden kan udnyttes til at skabe en ny »velfærdsindustri«. Det vil sige en gruppe virksomheder som kan udvikle nye fysiske og digitale hjælpemidler, der gør tilværelsen lettere for ældre, syge og handicappede borgere.

Den slags produkter og ydelser er der et stort marked for globalt. Problemet i Danmark er, at hele sundhedsvæsenet er offentligt organiseret. Det har ikke mulighed for at agere smidigt sammen med private velfærds-virksomheder, som ofte er små og sårbare. Derfor bliver det ved snakken med al den dér velfærdsindustri.

Der findes eksempler på, hvordan det trods alt er lykkedes at skabe velfærdseksport ud af løsninger, som oprindelig var tænkt til helt andre formål. De nye digitale låsesystemer i ældreplejen er drevet af markedet, ikke af alverdens små innovations-ordninger med offentlig støtte, som alligevel ikke virker. Og de eksporteres faktisk allerede til flere europæiske lande. Er de private virksomheder, som interesserer sig for offentlige behov, tilstrækkeligt robuste, kan der godt opstå en velfærdsindustri »på trods«.

Fordelen i Danmark er, at kunden kan være ganske stor og med ensartede behov, hvis det lykkes for en privat virksomhed at få en ordre i det offentlige sundhedssystem.

Mange gode kræfter arbejder for at overvinde hurdlerne for at få en velfærdsindustri på banen. Større koordinering og mere markedstænkning kunne måske løse problemet, sådan som det ser ud til at blive løst i ældreplejen med digitale låse- og nødkaldssystemer.

Men en højere grad af udlicitering og kommercialisering er også nødvendig i sundhedssystemet, hvis en velfærdsindustri for alvor skal få fat. Det betyder ikke, at alle sundhedsydelser skal koste penge. Det handler i højere grad om, hvordan de skal produceres.

Tænketanken DEA har peget på, at landets kommuner og regioner ikke måles på, om de er med til at skabe grobund for nye private virksomheder. De skal derimod løse velfærdsopgaver, og det er her, skatteydernes penge sættes ind. DEAs løsning er at sende offentlige innovationsmidler til kommunerne. Konsekvensen bliver, at der bliver færre til private virksomheder.

Man skulle tro, at veldrevne kommuner trods alt kunne finde finansiering til at samarbejde med private virksomheder, men kan man ikke det, må andre modeller i spil. Det er trist, at der sker så lidt på området. Det ender med, at svenskerne og amerikanerne løber med markedet, mens vi bare snakker herhjemme.