Vela sætter luksushus til salg

En tidligere storaktionær i Parken sætter nu sit hus til salg. Samtidig har han skiftet navn for at flytte til Spanien.

Foto: Kristian Sæderup. Erhvervsmanden Steen Patrick Vela.
Læs mere
Fold sammen
Den tidligere storaktionær i Parken Steen Patrick Vela sætter nu sit luksushus til salg. Det fortæller han til Business.dk.

Og det er ikke hvilken som helst villa. Adressen hedder nemlig Vedbæk Strandvej og er på 662 kvm. Han købte ejendommen i 2005 og blev nabo til Brøndbys daværende træner Michael Laudrup.

Nede med 1,9 mia.
Selvsamme Vela præsenterede for få dage siden et katastrofalt regnskab for 2008 i sit selskab SL Nordic Holding ApS. Her lød underskuddet på 1,9 mia. kroner, og egenkapitalen på negativ 780 mio. kr.

Men ifølge erhvervsmanden har den den økonomiske nedtur intet med salget at gøre.

"Det bliver sat til salg, men det har ikke noget med det andet at gøre. Det var en disposition, mig og min kone har lavet for lang tid siden, fordi vi ikke vil betale de udgifter det koster," siger han.

Tredje navneskift
Derimod handler det om, at Vela og konen gennem mange år har haft en drøm om at flytte til Spanien.

"Og vi har faktisk ændret navn til Patricia Devela og Patrick Devela. Og det er, fordi vi har gjort os klar til at flytte til Spanien," siger han.

Hvorfor ændrer man navn for at flytte til Spanien?

"Jeg er jo gammel ejendomsmægler, og jeg er pissegod til det, og det har jeg været i otte år. Vi er kommet i kontakt med nogen i Spanien og så videre, og der kan vi få en tjans. Og det er min store drøm. Og min kone taler spansk," siger Vela/Devela.

Er du også ved at lære det?

"Hasta la vista - ja, jeg øver mig også på det."