Vejrguderne hjælper Tryg

Godt hjulpet på vej af en mild vinter og medvind på investeringsfronten kan Tryg levere fremgang på stort set alle parametre i årets første tre måneder, og især bundlinjen overrasker positivt.

Tryg øger kvartalsresultatet. (Foto: Torben Christensen/Scanpix 2015) Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen

Tryg kom bedre ud af første kvartal af 2017 end ventet af analytikerne.

Det viser regnskabet fra forsikringskoncernen fredag morgen.

Nettoresultatet landede i første kvartal på 605 mio. kr., hvor analytikerne ifølge et medianestimat indsamlet af Ritzau Estimates havde regnet med et overskud på 560 mio. kr. I 2016 lå nettoresultatet på 445 mio. kr. i kvartalet.

»Vi er også tilfredse med den fortsatte vækst i vores danske privatforretning, som er vores største forretningsområde i Tryg. Resultatet før skat er mere end 35 pct. højere sammenlignet med 1. kvartal 2016 - hjulpet af et meget højt investeringsafkast,« siger Trygs koncernchef, Morten Hübbe, i regnskabsmeddelsen.

Resultatet af selve forsikringsdriften steg en anelse til 568 mio. kr. fra 562 mio. kr. i første kvartal af 2016. Analytikerne ventede et lidt bedre forsikringsteknisk resultat på 584 mio. kr.

»Vi har i 1. kvartal 2017 opnået et højere forsikringsteknisk resultat og en lavere omkostningsprocent takket være vores effektiviseringsprogram. Det underliggende erstatningsniveau er nu på samme niveau som for et år siden, efter at vi i de foregående kvartaler så en forværring,« siger Morten Hübbe i regnskabsmeddelelsen

Investeringsafkastet steg til gengæld til 223 mio. kr., hvor der blandt analytikerne var estimeret et plus på 142 mio. kr. mod et plus på 17 mio. kr. i kvartalet året før.

Combined ratio - der er et udtryk for erstatninger og omkostninger i forhold til præmieindtægterne - landede på 87,3. Her var konsensus om en combined ratio på 86,8.

Tryg fastholder i regnskabet for første kvartal 2017 sine finansielle mål for hele året.

I 2017 er ambitionen en egenkapitalforrentning på mindst 21 pct. efter skat, en combined ratio på maksimalt 87 og en omkostningsprocent på maksimalt 14.

Tryg havde tidligere en forventning om en bruttopræmievækst på 0-2 pct., som ikke medtages i de fremadrettede finansielle mål for 2017, hvilket skal ses i sammenhæng med opkøbet af norske OBOS Forsikring i februar, der har en eksisterende portefølje på knap 140 mio. danske kr.

/ritzau/FINANS