Vanløse får Danmarks næststørste Netto

Ved udgangen af 2016 åbner landets næststørste Netto i Vanløse med et butiksareal på mere end 1075 kvadratmeter.

Foto: Erik Refner. Netto åbner en butik på størrelse med to parcelhusgrunde i Vanløse.
Læs mere
Fold sammen

Når Vanløses gamle butikscenter Galleria åbner om små to år, giver det ikke bare den københavnske forstad et nyt shoppingmekka. Åbningen får også betydning for de lokale Netto- og føtexforretninger i byen.

Det nuværende Føtex på Jernbane Allé 44 rykker nemlig ind i det nye butikscenter, og ind flytter så Netto, som på nuværende tidspunkt ligger på Jernbane Allé 19. Det giver igen plads til, at Vanløses to døgnNetto-forretninger bliver slået sammen til én døgnNetto, som altså rykker ind på Jernbane Allé 19.

»Vi har nogle lokaler med henholdsvis en Netto og to døgnNettoer, som vi er vokset ud af i Vanløse, så det er oplagt at flytte ind i føtex’ lokaler og rokere rundt på butikkerne. Nu får vi to optimale butikker i nye, moderne rammer, og der bliver masser af plads til både spotvarer og dagligvarer i den nye Netto, som bliver en af vores største butikker,« siger Carsten Hadsbjerg, udviklingsdirektør i Netto i en meddelelse.

Årsagen til Dansk Supermarkeds omrokeringer i Vanløse skyldes altså åbningen af det gamle center Galleria, som i årevis har haft en usikker fremtid. I sommer beskrev Berlingske dog, at investeringsfonden Solstra Capital Partners, som også ejer Bella Center og Crowne Plaza-hotellet, overtog projektet for godt en kvart mia. kr.  sammen med den britiske ejendomsfond Tristan Capital Partners. Parterne ville bruge yderligere en halv mia. kr. på at få bygget centret færdig ved udgangen af 2016.

Spørgsmålet bliver nu, hvorvidt det nye Galleria kan matche konkurrencen fra blandt andet Rødovre Centrum og Frederiksberg Centeret.