Valutamedvind sikrede tocifret vækst i RTX

RTX-Telecomsbygning i Nørresundby. ARKIVFOTO. Fold sammen
Læs mere
Foto: HENNING BAGGER

RTX Telecom leverede tocifret vækst i første kvartal af 2015/16. Omsætningen steg med 19,7 pct. til 91,8 mio. kr. fra 76,7 mio. kr. i samme periode året før.

Og det er i høj grad valutakurserne, der har spillet ind.

- Væksten i kvartalet er positivt påvirket af den positive kursudvikling i dollar. Korrigeret for valutakurseffekten var omsætningsvæksten på 6,8 pct., hedder det i kvartalsregnskabet.

Forretningsenheden Protelecom, der leverer håndsæt til telefonsystemer, havde en fremgang i omsætningen på 9,9 mio. kr., eller 19,5 pct. Samtidig øgede Design Services, der udvikler trådløse løsninger og testsystemer, salget med 5,1 mio. kr., eller omkring 20 pct.

Driftsresultatet, EBIT, steg til 12,1 mio. kr. fra 11,2 mio. kr., mens overskuddet efter skat bakkede til 12,6 mio. kr. fra 12,7 mio. kr.

Årsagen er blandt andet lavere finansielle indtægter. Samtidig steg andre eksterne omkostninger samt personaleomkostningerne, hvilket skyldes tre forhold, oplyser RTX.

Blandt andet er der hensat 3,4 mio. kr. til fratrædelsesomkostninger. Desuden betød det stigende aktivitetsniveau og den voksende ordrebog, at RTX har øget bemandingen sammenlignet med året før. Den stigende valutakurs har endelig gjort driften af datterselskaberne i USA og Hong Kong lidt dyrere målt i danske kroner.

For hele 2015/16 fastholdes forventningerne om en omsætning i intervallet 365-380 mio. kr. og et driftsresultat, EBIT, i intervallet 54-60 mio. kr. Driftsresultatet før af- og nedskrivninger, EBITDA, ventes at lande i intervallet 58-66 mio. kr.

/ritzau/FINANS