Vær individuel og skil dig ud, kvinde

Dress en blazer ned eller dress et par jeans op! Hvis du ved, hvad det betyder, så er du muligvis med på moden, der handler om at kombinere dit tøj og skabe din egen stil.

Foto: Henrik Bülow Fold sammen
Læs mere
"Der er sket rigtigt meget i forhold til, hvad man kan tillade sig at have på på arbejde," siger designer i InWear Bettina Bakdal, som Business.dk har allieret sig med i jagten på moden for business-kvinden.

"90er-bølgen, hvor man måtte være individuel og skille sig ud, har sat sit præg på arbejdet. Man må gerne tilføre den klassiske businessdragt noget af sit eget og gøre det mere personligt," siger hun og peger på, at "suiting" er blevet mere normalt og populært.

"Men man styler det anderledes. Man dresser det ned med et lækkert tørklæde eller en mere afslappet bluse inden under i stedet for en hvid skjorte, eller et bælte uden på jakken. Det er vigtig at sætte sit personlige præg - det skal ikke ligne en uniform."

Ifølge Bettina Bakdal bliver jakkerne af bedre kvalitet med et mere enkelt udseende og lækre detaljer fx foret i en jakke.

"I en lang periode var der mange synlige detaljer - store knapper og bånd. Nu vinder det mere "clean look" med god kvalitet og lækker forarbejdning ind," siger Bettina Bakdal.

Er det bukser eller nederdel, hvis man skal være med på moden?

"Bukserne vinder frem. Det kan f.eks. være bukser, der går til lige under knæet. Her kan man have en støvle eller en strømpe og sko," siger hun og understreger, at nederdelen også kan bruges.

"Blazerjakke er rigtig god til uden på kjolen eller bukser eller jeans - det kommer an på arbejdsmiljøet."

Er støvlerne eller skoen mest på moden nu?

"Støvlerne har været hot i et stykke tid og er det stadig. Men der er også en del støvletter - den helt korte støvle er kommet igen. På det område vinder 80erne ind - men til gengæld bliver snuderne mere runde, og det er ikke så firseragtig," siger designeren.