Vækstlokomotiv vender blikket mod Baltikum

Efter at have sat sig solidt på Norden er direktøren for vækstvirksomheden Danx, der gør sig i natleverancer af reservedele til blandt andet IT- og hvide-varebranchen, klar til at se mod øst.

Bob Thorhauge forventer på den lange bane, at Danx kommer til at »ekspandere kraftigt« i Europa, men det er ikke alle lande, der er lige attraktive for Danx, som situationen er nu. Foto: Niels Ahlmann Olesen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Modellen er simpel nok. Det danske transport- og logistikfirma Danx sørger for, at serviceteknikere fra allertidligste morgenstund kan åbne døren på deres varevogne, tjekke reservedelene, dreje tændingsnøglen og så komme ud til deres kunder. Danx har nemlig sørget for at lægge reservedelen ind i teknikerens bil i nattens mulm og mørke.

Det er lig med effektivitet for serviceteknikeren, og den model har de seneste år sørget for høje vækstrater i Vallensbæk-virksomheden Danx – så høje, at Danx-direktør og medejer Bob Thorhauge nu er klar til at rulle konceptet ud endnu længere fra Danmark.

»Fra 1. januar åbner vi kontorer i Estland, Letland og Litauen. Efterspørgslen er der, for der er endnu ikke nogen betydningsfuld natleverance. Samtidig har vi været heldige at ansatte lige netop den person, som vi har brug for til at få det til at lykkes. Selv om vi begynder i det små i Baltikum, har jeg store forhåbninger til det,« siger Bob Thorhauge.

Virksomheden, hvis navn udtales Dan-X, er for 70 procents vedkommende ejet af Gønge-familien, hvoraf også Søren Gønge sidder i direktionen. Den har rødder tilbage til begyndelsen af 1990erne, men var bare en mindre spiller, indtil Bob Thorhauge kom ind ad døren og satte sig i chefstolen.

Det skete i 2001. Den nu 49-årige erhvervsmand havde erfaring fra andre dele af transport- og logistikbranchen, og han lagde den plan, som stort set lige siden har resulteret i en vækst, som, direktøren siger, nu i et årti har været på mindst 25 procent årligt. Koncernomsætningen for 2013/2014 er svulmet til 291 millioner kroner, og resultatet er endt på over 20 millioner kroner før skat.

Virksomheden er forankret i Vallensbæk på den københavnske vestegn, men har også faciliteter på Fyn og i Jylland samt i de nordiske lande. Den har 120 ansatte samt omtrent 400 fast tilknyttede vognmænd, som direktøren betegner som »vores egne«.

Et spørgsmål om fravalg

Vognmændene arbejder i stor stil om natten, og det gør en del af personalet på lagerfaciliteterne også. Men natarbejdet er ikke hele forklaringen på, at det er lykkedes Danx at vokse organisk år efter år. Det handler i høj grad også om fravalg, fortæller direktøren.

»Vi har valgt at fokusere kræfterne inden for en række områder, deriblandt reservedele til hvidevarer, IT-systemer, gaffeltruck og lignende. Vi har selv lagerkapacitet til at have mange reservedele inden for de brancher,« siger han og tilføjer:

»Men vi kan ikke dække alle områder. Hvis vi skulle det, ville det gå ud over den leveringssikkerhed, som vores kunder efterspørger. Vi er specialiserede, vi har en niche – hvis vi blev spurgt, om vi ville køre rundt med bøger om natten, ville vi sige nej.«

Danx’ nøgle ligger altså i at fokusere på områder, der giver forretningsmæssig mening. Men den ligger også i at satse der, hvor andre transportvirksomheder – blandt andet de store etablerede som UPS og PostNord – ikke finder det attraktivt at sætte stort ind. Her kan de store afstande i Sverige og Norge eksempelvis være en faktor.

Man kunne forvente, at en virksomhed som Danx ville være blevet ramt af den økonomiske nedtur, der begyndte i 2008, men det har ikke været tilfældet. Nærmere tværtimod, forklarer Bob Thorhauge.

»Vores fordel har nok været, at mange virksomheder ikke var specielt fokuseret på effektivitet i årene op til krisen. Det blandt andet i hvidevarebranchen, hvor vi i for eksempel 2006 forsøgte at få nye kunder uden held. Men da deres salg dykkede i takt med, at forbrugerne blev forsigtige, ændrede de prioriteter,« siger han og tilføjer:

»De blev mere omkostningsbevidste – og her kunne vi tilbyde leverancer, der betød, at de kunne udnytte serviceteknikernes tid bedre. Desuden gjorde vores branchemæssige specialisering, at vi kunne minimere antallet af fejlleverancer og skader.«

Så krisen var faktisk med til at holde hånden under Danx’ vækst. I Bob Thorhauges optik er der ingen grund til, at konceptet ikke kan blive ved med at gro. Han forventer på den lange bane, at virksomheden kommer til at »ekspandere kraftigt« i Europa, men det er ikke alle lande, der er lige attraktive for Danx, som det er nu. Direktøren betegner konkurrencen i lande som Tyskland, Belgien og Holland som »hård«, og han minder om, at konkurrencen ofte er i form af meget muskuløse internationale koncerner. De har alt andet lige kræfter til at konkurrere.

Han ser dog muligheder på den mellemlange bane i et land som Polen, men understreger, at det vil kræve en stor indsats – både logistisk og finansielt, når det indbyggertunge land skal indtages. Lige nu ligger hans fokus på Baltikum og de muligheder, der er der. Han mener, at de tidligere østbloklande på grund af deres udvikling, siden de trådte ind i EU, er modnet.

»Jeg har set på Baltikum tidligere, og vi har da også fået henvendelser derfra. Tidligere har de været plaget af korruption, kriminalitet og af en anden tankegang, men det har ændret sig nu,« siger Bob Thorhauge.

»Jeg har jo et bur med 1.000 nøgler til biler og virksomheder bag mig. Det kræver tillid at låne sin nøgle ud, og det er ikke bare noget, man i Baltikum tidligere har været parat til at gøre – på grund af mistro og kriminalitet. Men i dag har vi store virksomheder, der siger til deres forretningsforbindelser, at sådan skal det altså være – også i de baltiske lande. Det bliver der lyttet efter.«