Væksthungrende tech-komet køber dansk konkurrent

Det danske IT-selskab Falcon.io har i jagten på markedsandele og vækst købt den danske konkurrent Komfo.

Ulrik Bo Larsen er stifter og direktør af Falcon.io og har netop købt konkurrenten Komfo i jagten på mere vækst. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Bojesen

Så er der blevet taget hul på en mindre konsolidering på den danske teknologiscene, hvor det højtflyvende IT-selskab Falcon.io køber sin danske konkurrent Komfo af softwareselskabet Sitecore.

Falcon.io køber ifølge en pressemeddelelse Komfo kontant for et fortroligt beløb uden at rejse yderligere kapital.

Falcon.io producerer et redskab, som virksomheder kan bruge til at styre deres sociale medier. De to selskaber har nogenlunde samme målgruppe af store og mellemstore virksomheder, men Falcon.io er dog væsentligt større, især internationalt. Falcon.io’s kundebase tæller efter fusionen over 1.500 virksomheder globalt. Blandt andet Carlsberg, Toyota, William Grant & Sons, Momondo, Panasonic og Coca-Cola.

»Komfo er i verdensklasse indenfor reklamer på sociale medier og analyseredskaber, og vi glæder os til at kunne tilbyde det til vores kunder over hele verden. Komfos eksisterende kunder vil opleve en bredere og stærkere service - og her i Falcon.io vil vi styrke vores team med dygtige nye kolleger,« siger Ulrik Bo Larsen, stifter og CEO i Falcon.io.

Komfo har 65 medarbejdere, heraf 30 i Danmark. Det betyder, at Falcon.io bl.a. bliver styrket med et højt specialiseret udviklerteam. Falcon.io har før opkøbet 200 medarbejdere, heraf 135 i Danmark.

»Det er helt specielt når to af verdens førende produkter bor 500 meter fra hinanden. Hvis de to ting, vi har opbygget, bliver lagt sammen, kan det forhåbentlig skabe grundlaget for en stor fælles succes i fremtiden. Jeg glæder mig til at se Komfos potentiale blive indfriet gennem Falcon.io’s store rækkevidde,« siger Rasmus Møller Nielsen, medstifter og CEO i Komfo.

Falcon.io’s omsætning voksede over 40 pct. organisk i 2017, og i 2018 forventer Falcon.io med opkøbet også en vækst i omsætningen på over 40 pct. Det er et selskab med fart på, men det har også sine omkostninger. Ifølge seneste regnskab for 2016/2017 leverede Falcon.IO et underskud på intet mindre end 80 millioner kroner og det skal ses i lyset af, at selskabet samme år præsterede en omsætning på 87 millioner kroner.

Underskuddet fjernede egenkapitalen i selskabet, men en ny kapitalrunde i løbet af 2017 sendte flere penge i kassen for selskabet, der har store forventninger til særligt det amerikanske marked.

Selskabet er stiftet i 2010 og har siden rejst store runder af kapital. I 2015 tiltrak virksomheden over 100 millioner kroner i en kapitalrunde.