Vækst i udenrigstrafikken giver boom i Billund

Udenrigstrafikken er på tre år vokset med 25 pct. i Billund Lufthavn. Både lavprisselskaber og netværksoperatører har fremgang.

Wizz Air har på kort tid åbnet 7 ruter fra Billund Lufthavn. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kacper Pempel

På tre år er udenrigstrafikken vokset med 25 pct. i Billund Lufthavn. Det er drevet af fremgang hos både lavprisselskaber og netværksoperatører.

Det skriver Jyllands-Posten Erhverv.

Billund Lufthavn har i de seneste tre år åbnet 24 nye ruter til nye destinationer i Europa, hvilket har tiltrukket mange nye passagerer.

»Omkring halvdelen af væksten i passagertallene skyldes, at vi har fået mange nye lande og byer på rutekortet,« siger Jesper Klausholm, der er marketingchef i Billund Lufthavn, til Jyllands-Posten Erhverv.

Fremgangen skyldes blandt andet, at det ungarske lavprisselskab Wizz Air har udvidet kraftigt i lufthavnen. På et par år har Wizz Air åbnet syv ruter til destinationer i Østeuropa, og flyselskabet vil fortsat satse på Billund med to nye ruter i 2018.

Yderligere skyldes fremgangen i lufthavnen, at flyselskaberne bruger større fly og er blevet bedre til at sælge flere sæder og fylde flyene.

To ud af de 24 ruter, der er blevet åbnet over de seneste tre år, er blevet lukket igen. Det drejer sig om ruten til Berlin, da Air Berlin er gået konkurs, og ruten til Prag, der i stedet flyves fra Aarhus Lufthavn.