Vaccine blev stemplet som klassens svage dreng. Nu lander den i Danmark og kan åbne samfundet

Med fatale fejl og manglende data i et afgørende studie og tvivl om virkningen på ældre lignede coronavaccinen fra medicinalgiganten AstraZeneca tidligt feltets svageste kandidat. Men trods slingrekurs, fejl og forsinkelser kan den såkaldte Oxford-vaccine spille en nøglerolle i den store genåbning af Danmark. Eksperter ser store perspektiver i den udskældte vaccine, som ankommer til Danmark i kølvandet af en række gode nyheder.

Det var til at forstå, at Matt Hancock, den britiske sundhedsminister, tirsdag aften havde svært ved at få armene ned.

Et nyt studie svøbte således den ellers vingeskudte AstraZeneca-vaccine ind i en række positive nyheder på et tidspunkt, hvor vaccinen, udviklet på University of Oxford, har været under beskydning.