Uvejrsskyer over København letter

Der er stadig et stykke vej, til den danske hovedstad kan matche internationale iværksætter-lokomotiver. Men det går den rigtige vej. Bare spørg Citrix, Podio og Tommy Ahlers.

Tommy Ahlers er leder af Citrix’ udviklingsafdeling i København og glæder sig over byens nye status som et sted, hvor det er fedt at bo. Foto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er ikke uden årsag, at ordene »vækst« og »iværksætteri« igen og igen bobler op til overfladen. Både erhvervsliv, organisationer og politiske magthavere peger i stor stil på, at det er her, vi skal finde vejen til de skattekroner og job, der også i fremtiden kan holde hånden under velfærdssamfundet.

København er som hovedstad et naturligt epicenter for udviklingen. I årets løb er der boblet mange historier op til overfladen, og samlet set danner de et billede af et dansk centrum for nytænkning, der er ved at få vinger. København er hverken San Francisco, Tel Aviv eller London. Ikke endnu, i hvert fald. Men der er tegn på, at det går den rigtige vej.

Et af de tegn findes i lokaler på en tagetage på Vesterbro i København. Her holder en dansk afdeling af den amerikanske IT-kæmpe Citrix til. Og det er ikke hvilken som helst afdeling – det er nemlig her, at Citrix med flere end 100 fremadstormende IT-specialister arbejder videre på den teknologi, den anskaffede sig, da den amerikanske koncern købte danske Podio, der blev slugt i en millionhandel i 2012.

Udviklingsafdeling i Danmark

Historien om Podio-købet er bemærkelsesværdig. Den er nemlig også historien om, at en amerikansk tech-virksomhed vælger at beholde en stor udviklingsafdeling i Danmark i stedet for at trække den hjem til Silicon Valley. Den nye ejer trodser al logik om at sende opgaverne hen, hvor de rigtige IT-specialister allerede flokkes hen – den vælger i stedet København, fordi den tror på, at den fremover kan gøre det bedre herfra.

Historien om Podio og Citrix er også Tommy Ahlers’. Den 38-årige erhvervsmand blev velhaver, da han solgte sin startup-virksomed Zyb tilbage i 2008. Herefter endte han i spidsen for Podio, der havde udviklet serverbaseret arbejdsredskab-software til eksempelvis projektstyring, kalenderkoordinering med mere.

Men Tommy Ahlers valgte ikke at pakke kufferten og kaste sig ud i projekter der, hvor man traditionelt har sagt, at det sner. Han har – lige som den amerikanske IT-kæmpe, Citrix, som han arbejder for i dag – valgt at blive i København. Ikke fordi han er tvunget til det. Han gør det, fordi han i dag kan være på forkant med udviklingen fra den danske hovedstad.

Han vurderede, da Berlingske talte med ham i efteråret, at København er kommet ind i en positiv spiral. Én ting er, at det faglige miljø har fået et løft på grund af, at virksomheder fra Vivino over Trustpilot til E-conomic vælger ikke at rykke til udlandet, bare fordi de har medvind og vil have mere vækst. En anden ting er, at den danske hovedstad har fået et internationalt renommé som en grøn by med cykelstier, verdensklasse-restauranter og en afslappet stemning. Og det mærker Tommy Ahlers dagligt.

»Der er virkelig sket noget med hensyn til navnet og brandet København. I modsætning til tidligere behøver vi (i Citrix, red.) ikke mere bruge tid på at overbevise potentielle medarbejdere om, at København er fed. De kender København, de har set, at byen er med på listerne over, hvor det er fedest at bo. Det er nok også Noma-effekten,« sagde Tommy Ahlers og tilføjede:

»Noget gryer lige nu i København.«

Og det er alt andet lige opmuntrende nyt.

I Berlingske Business lander historierne om de virksomheder og mennesker, der formår at knække koden til innovativ forretningsdrift, under temasiderne »Vækst«. Det, hvad end der er tale om historien om den innovative iværksætter, den visionære virksomhedsleder eller om de rigide rammevilkår, de risikerer at støde ind i.

Fælles for dem alle er dog, at de er der – de gode og inspirerende historier. Faktisk i et så stort antal, at det sjældent er svært at finde stof til Vækst-temaet. Det handler tværtimod i høj grad om fravalg. Hver virksomhed har sin historie, og hver historie er med til at male et billede af en branche eller en lokalitet, der udvikler sig i den ene eller den anden retning. Og pilen peger p.t. mest den rigtige vej – den peger på vækst.