Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Endnu en gang vokser bekymringerne om den kinesiske telegigant Huawei, efter at lækkede dokumenter viser, at Huawei i al hemmelighed har hjulpet den nordkoreanske regering til at opbygge og vedligeholde et trådløst netværk.
Det skriver The Washington Post, som har været i besiddelse af interne dokumenter.
Dokumenterne rejser bekymring for, at Huawei – som har brugt amerikansk teknologi i sine produkter – overtrådte amerikansk eksportkontrol for at levere udstyr til Nordkorea.
Det amerikanske medie fik angiveligt tilsendt dokumenterne af en tidligere ansat hos Huawei. Papirerne blev fulgt op af andre dokumenter fra forskellige personer. The Washington Post forklarer, at Huawei hverken vil verificere eller afvise, hvorvidt dokumenterne er ægte.
»Huawei er fuldt forpligtet til at overholde alle gældende love og bestemmelser i de lande og regioner, hvor vi opererer, herunder alle eksportregler og sanktioner, love og forskrifter fra FN, USA og EU,« sagde en Huawei-talsmand i en eklæring.
Afsløringen vil sandsynligvis give ekstra brændstof til tanker blandt vestlige nationer om at udelukke Huawei helt eller delvist til udbygningen af fremtidens 5G-mobilnetværk.
På samme tid har Huawei Danmark netop taget initativ til en dialog med danske politikere, der i flere omgange har udtrykt bekymring over for den kinesiske mobilgigant.
Derfor har Huawei tilbudt Danmark en antispionage-aftale, der forpligter telegiganten til at oplyse den danske regering, hvis Huawei bliver presset til at spionere.
Tilbuddet om en antispionage-kontrakt kommer, efter at USA har advaret allierede mod Huawei, som USA anklager for at stå i ledtog med den kinesiske efterretningstjeneste. Udenrigsminister Mike Pompeo har endda truet med at neddrosle samarbejdet med lande, som benytter Huawei som leverandør af 5G-mobilnetværk.
USA har ikke fremlagt beviser for anklagen, og Huawei og den kinesiske stat afviser alle former for anklager.
Men anklagerne vakte alligevel uro i Folketinget, da TDC i begyndelsen af året skulle vælge leverandør til sit mobilnetværk. En konkurrence, som Huawei endte med at tabe til svenske Ericsson.
Daværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) havde flere gange udtalt sig kritisk om den kinesiske telegigant, og under et samråd om Huawei tilbage i januar åbnede regeringen op for at ændre loven, så enkeltleverandører kunne udelukkes fra opbygningen af kritisk infrastruktur.
Antispionage-kontrakten er en reaktion på de bekymringer, har Huawei Danmarks landechef Jiang Lichao forklaret.