USAs sundhedsmarked udfordrer lukrative danske satsninger

Det amerikanske marked for medicin og medicinsk udstyr bliver stadigt vigtigere for danske virksomheder. Men også stadigt mere udfordrende. Det kan regnskabsaktuelle William Demant og Ambu tale med om.

Det amerikanske marked for medicin og medicinsk udstyr bliver stadigt vigtigere for danske virksomheder. Men også stadigt mere udfordrende. Det kan regnskabsaktuelle William Demant og Ambu tale med om. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter en årrække med fokus på at etablere sig i USA for at få del i verdens største marked for medicin og medicinsk udstyr målt i værdi melder hverdagen sig for de store danske virksomheder i sundhedsindustrien.

Torsdag var det især høreapparatproducenten William Demant, der stod for skud. I forbindelse med regnskabet for årets tredje kvartal måtte topchef Niels Jakobsen ud i en sjælden nedjustering af forventningerne til indtjeningen i resten af året med henvisning til prispres og skærpet konkurrence i USA.

Dermed er forventningen nu en stigning i indtjening på to til syv procent mod tidligere fem til ti procent.

Aktiemarkedets reaktion kom prompte med kursfald, og dagen endte med et fald på 8,8 procent.

Ifølge aktieanalytiker Michael Friis-Jørgensen fra Alm. Brand skyldes William Demants problemer, at konkurrenten Sonova har sænket priserne betydeligt for at forsvare sin markedsposition på den private del af høreapparatmarkedet i USA

»William Demant har en meget stor eksponering mod den private del af det amerikanske høreapparatmarked. Det er en meget lukrativ distributionskanal i form af høje salgspriser og efter vores vurdering også relativt høj indtjening. Derfor er det problematisk for William Demant, at konkurrenten Sonova sænker priserne betydeligt i denne salgskanal, da det tvinger William Demant til selv at tilbyde kunderne betydelige rabatter. Vi frygter, at den hårde priskonkurrence vil fortsætte ind i 2015,« skriver Michael Friis-Jørgensen i sin analyse.

Han hæfter sig samtidig ved, at situationen er så alvorlig, at William Demant overvejer at »optimere kerneforretningen«.

At det ellers så lukrative amerikanske marked for sundhedsprodukter byder på udfordringer og følges tæt af nervøse investorer, fik Novo Nordisk at føle i oktober.

Her måtte medicinalselskabet indkassere kursfald, alene fordi konkurrenten Sanofi meldte om en presset pris­situation i USA.

Det lykkedes dog Novo Nordisk at overbevise investorerne om, at selskabet har fod på situationen trods effekterne af Obamas sundhedsreform, der har skærpet fokus på prisen og nye konkurrerende produkters indtog på markedet senest i form af en ny konkurrent til Victoza fra Eli Lilly og Boehringer Ingelheimer.

Torsdagens regnskaber viste imidlertid også, at det ikke er alle i branchen, der har problemer.

Ambu, der udvikler og producerer engangsprodukter til operationsstuer på hospitalerne og til redningstjenesterne, henter efter sidste regnskabsårs opkøb af virksomheden Kings Systems 44 pct. af sin samlede omsætning i USA. Omsætningen voksede 22 pct., hvis man medregner King Systems, mens den organiske vækst var fem pct.

»Sundhedsreformen i USA betyder, at vi i lighed med alle andre er blevet ramt af en skat på reelt omkring to pct., som vi så må forsøge at hente hjem andre steder. Men når det gælder prispresset, som andre selskaber er ramt af, har vi været i stand til at kontrollere det,« siger Lars Marcher, adm. direktør i Ambu.

»Det hænger først og fremmest sammen med, at de produkter som åndedrætsmasker og elektroder, som vi leverer, er helt vitale på hospitalernes operationsstuer. Hospitalerne tør ikke gamble og forsøge sig med lavprisprodukter. Samtidig udgør vores andel af den samlede udgift til en operation så lille en del, at vi ikke er på radaren, når man taler om besparelser. Vi er i et andet felt,« siger Lars Marcher.

Ambu kom ud af sit skæve regnskabsår 2013/14 med en omsætningsfremgang på 15 pct. inkl. opkøbet af Kings Systems i USA til knap 1,6 mia. kr. og en betydeligt forbedret indtjening.

Organisk voksede selskabet med syv pct., hvilket er pænt over markedsvæksten.

Kursen på Ambus aktie faldt trods det pæne resultat med 1,1 pct.