USAs største bank reddet af markedsindtægter

USAs største bank, Bank of America, kom bedre gennem andet kvartal end de fleste analytikere på forhånd havdet ventet. Bundlinjen faldt blot med 5,5 pct. i forhold til andet kvartal sidste år.

Regnskabet fra USAs største bank, Bank of America, er bedre end ventet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emmanuel Dunand / AFP
Bank of Americas nettooverskud faldt til 3,2 milliarder dollar, eller 17 millliarder kr., fra 3,4 milliarder dollar i andet kvartal sidste år.

Resultatet var næsten dobbelt så godt som analytikere på forhånd havde ventet, men der var og er stor usikkerhed om bankens præcise udvikling, fordi der er et hav af forskellige justeringer i regnskabet.

Blandt andet har Bank of America med virkning fra 1. januar overtaget den store investeringsbank Merrill Lynch. En overtagelse, som aktionærerne har kritiseret topchef Ken Lewis voldsomt for, men som mere eller mindre blev gennemført efter krav fra den amerikanske regering, fordi daværende finansminister Hank Paulson truede med at fyre Lewis på gråt papir, hvis han ikke gennemførte handlen.

Nye penge i kassen
Som det også var tilfældet for storbankerne JP Morgan Chase og Goldman Sachs bliver kvartalsregnskabet fra Bank of America i stort omfang trukket i land af store indtægter fra bankens markedsoperationer.

Den store usikkerhed på finansmarkederne har betydet, at både private og virksomheder i stigende grad vælger at afdække deres finansielle risici, selv om prisen for at få immunitet fra store kursudsving er steget markant. Det omsættes til store indtægter for bankerne.

Bank of America har dog fortsat store risici. Ifølge en stress-test foretaget af den amerikanske centralbank i maj kan Bank of America risikere at tabe op til 136 millarder dollar på dårlige lån indtil 2011, men selv om Ken Lewis benægtede tallene, så skaffede han efterfølgende 38 milliarder dollar i frisk kapital til gigantbanken.

Siden februar er aktiekursen steget fra mindre end 3 dollar til nu 13,17 dollar. I november 2006 kostede en aktie dog godt 55 dollar.