USA strammer kontrol af IT-giganter

Nye toner fra de amerikanske konkurrencemyndigheder, der ikke alene har Microsoft i søgeren. Internet-giganten Google har flere sager kørende på grund af sin voksende dominans. Også i EU er IT-giganterne under lup.

Christine Varney (til højre) var med under præsident Bill Clintons regering. Nu står hun i spidsen for de amerikanske konkurrencemyndigheders nye, hårde linie, der på mange måder minder om Clinton-regeringens. Arkivfoto fra 1993: Jennifer Young, AFP/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

USA agter nu at sætte hårdt ind mod monopoler. Det kan betyde øget overvågning på hjemmebane af IT-giganter som Microsoft og Intel.

Det amerikanske justitsministerium meddelte mandag, at det vil føre en mere aggressiv linie for at forhindre, at enkelte firmaer udnytter deres markedsdominans til at kvæle konkurrencen. Dermed trækkes den tidligere Bush-regerings politik fra september 2008 tilbage om ikke at blande sig i konkurrencen men blot sikre, at der ikke sker misbrug.

Lederen af ministeriets konkurrencekontor, Christine Varney, lover, at Justitsministeriet »aggressivt vil forfølge« virksomheder, som misbruger deres monopollignende stilling. Dermed vender myndighederne tilbage til den politik, som også Clinton-regeringen førte, og hvor der blev skredet hårdhændet ind mod Microsoft.

Stor bøde ventes i denne uge

Samme hårde linie følger EU-Kommissionen, som tidligere har givet Microsoft den største bøde, der nogen sinde er givet, og en ny er på vej, ligesom chipgiganten Intel sandsynligvis i morgen, onsdag, vil få en betragtelig bøde af EU for at købe PC-producenter til at undlade at bruge konkurrenten AMDs chips i deres computere. Amerikansk lovgivning giver virksomheder lov til at opnå monopol ved klogskab eller bedre produkter, men det er forbudt at udnytte sin markedsposition til at fastholde et monopol.

»Når man får succes, må man være opmærksom på reglerne,« siger Christine Varney uden at ville sætte navne på de firmaer, som nu skal være opmærksomme.

»Det er tilbage til fremtiden,« lyder kommentaren fra Stephen Bomse, partner i antimonopolgruppen Orrick, Herrington & Sutcliffe, til nyhedsbureauet Associated Press.

Google i søgelyset

Ud over Microsoft er Internet-giganten Google, verdens største Internet-selskab, kommet i myndighedernes søgelys. Google har i årevis klandret Microsoft for sidstnævntes dominans via computerstyresystemet Windows og kontorpakken Office, og Microsoft har af mange i årevis været betragtet som enerådende, ja, ligefrem ond, i kraft af sin dominerende stilling.

De seneste år har Google udvidet sin virksomhed markant ved at koble stadig flere tjenester sammen - i bedste Microsoft-stil. Samme taktik har IT-producenten Apple anvendt i årevis ved teknisk at låse brugerne inde, så disse kun kan f.eks. afspille musik indkøbt i Apples netbutik iTunes på Apple-udstyr - noget, der har fået især de nordiske forbrugerombudsmænd helt op på de høje nagler.

Google: Ingen sammenligning med Microsoft

Google har på rekordtid sat sig på markedet for Internet-søgninger og har i den seneste opgørelse 63 procent af det amerikanske marked. Google har også dygtigt udnyttet annoncemulighederne på nettet (anslået indbringer annoncer Google 22 milliarder dollars årligt), men sidste år måtte Google skrinlægge en annonceaftale med Yahoo for at undgå problemer med konkurrencemyndighederne.

Senest er der kommet lup på Googles aftale med amerikanske forlæggere om at lægge bøger på nettet med efterfølgende salg for øje, ligesom Google-topchef Eric Schmidts bestyrelsespost i konkurrenten Apple er ved at blive undersøgt.

»Der er ingen sammenligning,« siger Eric Schmidt om udsagn, der sammenligner Googles opførsel med Microsofts forsøg på at udrydde konkurrencen på computersoftwaremarkedet i 1990erne.

Han henviser til Googles motto om »ikke at gøre noget ondt«.

»Information er ufatteligt vigtigt, og vi må forvente, at regeringer verden over interesserer sig for, hvad vi laver, og for at holde os fast på de principper, vi melder ud,« siger han.

Men det bliver ikke helt så nemt at slippe af med den etiket:

»På nogle områder tænker folk på dem (Google, red.), som om de potentielt kan blive det næste Microsoft,« siger advokat Beau Buffier fra Shearman and Sterling LLP til nyhedsbureauet Reuters.

Åben sag mod Microsoft

Microsoft har i årevis været under hårdt pres for at lukke sine programmer op, således at ikke-Microsoft-programmer kan fungere lige så godt i alle detaljer som Microsofts egne produkter. Senest har Microsoft fået ISO-godkendt dokumentformatet i sin Office 2007-pakke, kaldet OpenXML, ved at lægge fabrikshemmelighederne frem, så alle kan være med.

EU har stadig en åben sag mod Microsoft, nemlig spørgsmålet, om Microsofts indbygning af Internet Explorer i Windows forhindrer konkurrenterne i at komme ind. Alt tyder på, at EU vil give Microsoft både en bøde og et påbud om at lukke Windows op.