USA protesterer over BlackBerry-forbud

Nu vil USA og Canada lægge pres for at få ophævet BlackBerry-forbud i Mellemøsten.

Foto: SHAWN THEW
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton blander sig nu i striden om den populære BlackBerry-mobiltelefon. Både de Forenede Arabiske Emirater (FAE) og Saudi-Arabien vil blokere dataoverførsel fra BlackBerry.

Se web-tv: Hillary Clinton kommenterer på Blackberry forbud

Det begrundes med, at de krypterede data overføres direkte fra en server i udlandet, hvilket ses som en trussel mod den ”nationale sikkerhed”. De lokale myndigheder har således ikke mulighed for at aflytte datatransmissionen, fordi den afvikles over udenlandske servere.

Derfor bliver det nu forbudt at bruge den mobile enhed til dataoverførsel i de to lande i Mellemøsten, så det er ikke længere muligt at sende eller modtage e-mails, surfe på nettet eller bruge messenger-tjenesten.

Men den amerikanske regering har ikke tænkt sig at acceptere dette forbud. Hillary Clinton vil nu tage kontakt til sin kollega i de Forenede Arabiske Emirater og indlede forhandlinger for at få fjernet forbuddet.

”Vi ved, at der er bekymringer omkring sikkerheden,” sagde hun torsdag i Washington på et pressemøde. Men samtidig er der en interesse i ”fri adgang til information”.

Foruden Emiraterne og Saudi-Arabien er det også lande som Indien og Indonesien, som overvejer at blokere for BlackBerry. Men USA vil nu tage kontakt med alle disse lande og forsøge at forhindre, at BlackBerry bliver forbudt.

BlackBerry krypterer datatrafikken allerede på den lokale enhed og gør det dermed meget svært at aflytte datatransmissionen. Det er en torn i øjet på lande som Saudi-Arabien, som blokerer for adgang til websider med bl.a. pornografisk og politisk indhold.

Den canadiske handelsminister Peter Van Loan har allerede sagt, at forbuddet kan få ”vidtrækkende konsekvenser” for den frie datatrafik. Canada vil nu også lægge pres på landene i Mellemøsten for at finde en ”konstruktiv løsning”.