USA forbyder antivirus: Der er for stor risiko for, at russerne kan få adgang

Det amerikanske sikkerhedsministerium er bekymret for, om den russiske regering og efterretningstjeneste gennem en bagvej vil kunne aflure USA hemmeligheder.

Det russiske IT-sikkerhedsfirma Kaspersky Labs software er efter flere måneders disput nu blevet forbudt af USAs myndigheder. Arkivfoto: Sergei Karpukhin, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Sergei Karpukhin
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den nationale sikkerhed står på spil, og derfor har det amerikanske sikkerhedsministerium nu bedt alle offentlige myndigheder om at fjerne alle antivirus- og IT-sikkerhedsprodukter fra det store, russiske selskab Kaspersky.

Ministeriet mener, at der er risiko for, at Kaspersky Lab, der er et privatejet selskab, er sårbar over for indflydelse fra den russiske regering i Kreml, hvorfor brug af antivirussoftwaren risikerer at underminere USAs sikkerhed, skriver nyhedsbureauet Reuters. Kaspersky, der er et af verdens største IT-sikkerhedsfirmaer, og hvis software gang på gang scorer topkarakter i internationale sikkerhedstest, afviser alle anklagerne og vil forsøge at bevise, at de er usande.

Måske kan russerne lytte med

Kaspersky er stiftet i 1997 og har nu over 400 millioner kunder på verdensplan. Firmaets stifter og topchef, Eugene Kaspersky, har i sin tid gået på skole hos den daværende, russiske efterretningstjeneste KGB, og Kaspersky Lab har selv bekræftet at have udført arbejde for efterfølgeren, FSB. Men Eugene Kaspersky har pure afvist anklagerne om, at man udfører spionage på vegne af den russiske regering.

I juli fjernede den amerikanske regerings centraladministration Kaspersky Lab fra listen over godkendte leverandører.

Det amerikanske sikkerhedsministerium har udstedt et direktiv, som kræver, at alle føderale myndigheder inden for 30 dage gennemgår, hvilke IT-produkter de har, og begynder at afinstallere den omstridte software inden for 90 dage. Ordren gælder udelukkende civile myndigheder, men efterretningstjenesterne har tidligere i år sagt, at Kasperskys software ikke er tilladt at bruge på militære net.

Ministeriet er »bekymret for båndene mellem visse Kaspersky-chefer og den russiske efterretningstjeneste samt andre ministerier og krav i den russiske lovgivning, som tillader russiske efterretningstjenester at anmode om eller tiltvinge sig assistance fra Kaspersky og til at opsnappe kommunikation, som går gennem russiske net«.

Kaspersky afviser alle anklager

»Risikoen for, at den russiske regering, enten på egen hånd eller i samarbejde med Kaspersky, kan udnytte adgangen, som Kasperskys produkter giver, til at kompromittere føderale oplysninger og IT-systemer har direkte indflydelse på USAs nationale sikkerhed,« lyder begrundelsen for indgrebet fra sikkerhedsministeriet.

Sikkerhedsministeriets indgriben er kulminationen på flere måneders offentlig skyttegravskrig. Det russiske IT-sikkerhedsfirma har hele tiden afvist beskyldningerne.

»Der er ikke blevet fremlagt noget troværdigt bevis af nogen eller af nogen organisation. Anklagerne bygger på falske beskyldninger og upræcise formodninger,« hedder det i en skriftlig afvisning fra Kaspersky Lab.

I sidste uge valgte USAs største elektronikkæde Best Buy at fjerne Kasperskys produkter fra såvel hylderne som netbutikken.

Lille direkte tab

Ifølge Reuters oplysninger er det sparsomt, hvad Kaspersky direkte vil tabe på forbuddet. Det er begrænset, hvor udbredt softwaren er hos de føderale myndigheder. Til gengæld køber mange andre Kasperskys teknologi og bygger den ind i egne produkter. Derfor kan forbuddet berøre langt videre.

Det russiske udenrigsministeriums talsmand, Maria Zakharova, mindede onsdag om principperne for fair konkurrence.