Aktier over hele verden faldt i går, efter at adskillige lande har oplevet rekordmange nye coronasmittede. De toneangivende aktieindeks i USA dykkede op mod to pct., efter at blandt andet det tyske aktiemarked havde en svær mandag. Også markederne i Asien er faldet over natten, skriver blandt andre Financial Times.

Udviklingen kommer, fordi de mange nye smittetilfælde skaber frygt for nye nedlukninger, der yderligere kan forværre verdensøkonomien.

»Evnen til at bekæmpe virussen er lige nu et stort spørgsmål,« siger Steven Wieting, chefstrateg hos Citi Privat Bank, til The Wall Street Journal.

I USA dykkede det toneangivende S&P 500-indeks på et tidspunkt så meget som 2,9 pct., før markedet rettede sig en smule og endte med et fald på 1,9 pct.

Tabet blev begrænset en smule, efter at den demokratiske leder af Repræsentanterne Hus, Nancy Pelosi, udtrykte optimisme om mulighederne for at få vedtaget en stor en hjælpepakke i USA.

Men den overordnede udvikling er præget af corona. USA noterede mandag 68.767 nye smittetilfælde, hvilket er det højeste nogensinde. Forskere har hele tiden forventet, at der ville komme en anden bølge, når vejret blev koldere, men den store stigning er kommet tidligere end forventet.

»Det er absolut en bekymrende udvikling. Men vi har hele tiden vidst, at genopretningen ville være ujævn. Vi kommer først for alvor ind i en ny cyklus, når der er styr på sundhedsspørgsmålene,« siger David Stubs, chef for investeringsstrategien i J.P. Morgan, til The Wall Street Journal.

Det berygtede VIX-indeks, der måler frygten på aktiemarkedet, steg mandag til det højeste niveau siden september. Ved mandagens afslutning var indekset oppe med 19 pct. Det stiger typisk, når der er stor uro på markederne, og falder i perioder med lave udsving.

I Tyskland dykkede det toneangivende DAX-indeks mandag med 3,7 pct. Det skete, efter at den tyske IT-gigant SAP nedjusterede forventningerne til kvartalet og først regner med en nogenlunde normal forretning et godt stykke inde i 2021. Aktien faldt med 22 pct.

Herhjemme fik det blandt andet betydning for den danske IT-virksomhed Simcorp, der faldt med seks pct.

Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, peger på, at de seneste måneders ellers pæne aktiemarkeder især har været drevet af de store IT- og techkoncerner.

»Aktiernes optur er funderet på et smalt grundlag og koncentreret i større IT- selskaber. Det brede markeds aktier er lavt prissat og burde alt andet lige gøre markedet mere robust. Det er dog ikke givet, at det forholder sig sådan. Store udsving viser, at investorerne kortsigtet er nervøse og lidt ubeslutsomme. Bange for at være i markedet, hvis markedet begynder at dykke. Bange for at stå udenfor, hvis den ventede Biden-sejr får et lettelsens suk til at brede sig,« skriver Per Hansen i et notat.

Lidt mindre slemt var det i Asien natten til tirsdag. Det japanske marked endte 0,3 pct. lavere, Hongkong tabte 0,4 pct., mens det australske aktiemarked sluttede 1,6 pct. nede.

Den kommende tid vil det amerikanske præsidentvalg præge markederne, men det er langtfra den eneste begivenhed, som kan få indflydelse.

I USA vil flere hundrede selskaber komme med regnskaber inden for den næste uge. Giganten Microsoft begynder med tal for tredje kvartal tirsdag. Torsdag er der så regnskaber fra Apple, Facebook, Amazon, Google-ejeren Alphabet, Twitter og Spotify.