USA advarer om risici ved Novo-rivalers diabetespiller

Den amerikanske lægemiddelstyrelse FDA har fredag advaret om potentielle alvorlige risici ved den nyeste klasse af diabetespiller - de såkaldte SGLT-2-hæmmere.

Foto: Thomas Lekfeldt.
Læs mere
Fold sammen

Det skriver Reuters.

Pillerne, der markedsføres af Astrazeneca, Johnson & Johnson og Eli Lilly kan muligvis give anledning til syreforgiftning ved diabetes, eller såkaldt diabetisk ketoacidose, der er en alvorlig og livstruende tilstand.

I alt har FDA registreret 20 tilfælde i sin bivirkningsdatabase, hvor patienter, der blev behandlet med SGLT-2-hæmmere, blev ramt af syreforgiftning og måtte behandles akut eller indlægges. FDA vil nu gennemføre yderligere undersøgelser for at afgøre, om der er grund til at ændre informationer om udskrivningen af pillerne.

Advarslen kan potentielt flytte salg til andre typer af diabetespiller, eksempelvis de såkaldte DPP-4-hæmmere, vurderer Bernstein-analytiker Tim Anderson i et notat ifølge Reuters.

Novo Nordisk sælger hverken SGLT-2-hæmmere eller DPP-4-hæmmere, men advarslen kan muligvis få betydning for den danske medicinalkæmpes salg af injektionsbehandlingen Victoza, der tilhører klassen af GLP-1-midler. Det skyldes, at GLP-1 til tider ses som et alternativ til DPP-4-hæmmere og derudover bruges, når diabetikerens blodsukker ikke længere kan kontrolleres med tabletter alene.

»Hvis SGLT-2-brugere migrerer over på andre tabletter eller over i GLP-1-segmentet, kan det potentielt komme til at betyde noget for Novo«, vurderer analytiker i Sydbank, Søren Løntoft Hansen, over for Ritzau Finans.

Han peger på, at SGLT-2-hæmmerne salgsmæssigt har fået en flyvende start siden introduktionen for et par år siden.

»Så det bliver det spændende at se, hvilken indflydelse denne her advarsel får på salget«, siger Sydbank-analytikeren.

Johnson & Johnson solgte alene i første kvartal SGLT-2-hæmmeren Invokana og kombinationspillen Invokamet, der kombinerer SGLT-2 med den mest benyttede diabetespille, Metformin, for 278 mio. dollar. Astrazenecas salg af SGLT-2 hæmmeren Farxiga nåede 76 mio. dollar i første kvartal - en fremgang fra 13 mio. dollar året før. Eli Lilly offentliggør endnu ikke salgstal for Jardiance.