Uroen fortsætter i Stylepit

Grundlægger Nicolai Kærgaard forlader posten som bestyrelsesformand efter uenighed med resten af bestyrelsen ovenpå katastroferegnskab. Bliv opdateret på Stylepits tumultariske tilværelse de seneste år.

Foto: Erik Refner. Stylepit-grundlægger Nicolai Kærgaard (th) forlader bestyrelsen.
Læs mere
Fold sammen

Så er den gal igen i Stylepit. Onlinebutikkens grundlægger og bestyrelsesformand, Nicolai Kærgaard, forlader med øjeblikkelig virkning virksomhedens bestyrelse efter uenighed med resten af bestyrelsen.

Uenigheden handler, ifølge en selskabsmeddelelse, om selskabets fremadrettede strategi, der netop nu er til revision efter endnu et regnskab med dundrende underskud og udsigt til 20 procents tilbagegang i indeværende år.

Den seneste tid har budt på en tumultarisk tilværelse for Stylepit, der har set millionerne fosse ud af selskabet og aktiekursen falde til jorden. Samtidig har der været fart i svingdøren på ledelsesniveau, hvor både bestyrelsesposter og direktørposten er udskiftet flere gange.

Det er ikke mere end 10 måneder siden, Nicolai Kærgaard satte sig i formandsstolen. Forinden havde Stylepit-ejerne ellers overladt rattet til en professionel bestyrelse med blandt andre Hummel-ejer Christian Stadil som medlem og den tidligere Just Eat-direktør, Klaus Nyengaard, som formand.

Men uenighed med ejerne om retningen fik Nyengaard til at tage sit tøj og gå blot ni måneder senere. Christian Stadil og Morten Windfeldt blev i samme omgang ofret for at give grundlæggerne Nicolai Kærgaard og Christian Kusk plads i bestyrelsen.

En måned senere sagde den adm. direktør Thomas Wandahl op efter blot otte måneder på posten. Han blev efterfulgt af Marc Jeilman.

Ambition om milliardomsætning, mens millionerne fosser ud

Stylepit blev grundlagt i 2000 under navnet Smartguy og udviklede sig siden til at være en af Nordens førende e-commerce-platforme for modebeklædning. I 2011 forsøgte man at opkøbe resterne af den krakkede bank Bonusbanken for næsen af DK Company for dermed at få en smutvej til fondsbørsen. I sidste lykkedes det dog ikke.

I stedet blev Smartguy børsnoteret i 2012 efter stor interesse fra investorer. Kursen steg med 700 procent på ganske kort tid, efter blandt andet Bestseller-ejeren Anders Holck Povlsen købte sig ind i selskabet. I april 2014 skiftede selskabet navn til Stylepit, og ambitionen lød på en omsætning på en milliard kroner.

Realiteten har dog vist sig at være en ganske anden. Presset på e-commerce er steget med Zalandos entre i Danmark, og Stylepit har måtte sluge store tab og dalende omsætning.

Nicolai Kærgaard ejer omkring 30 procent af selskabet, mens Bestseller-ejer Anders Holck Povlsen ejer godt 25 procent. Christian Kusk, som er Nicolai Kærgaards fætter og var med til at stifte selskabet, sidder også på en del af ejerskabet. Den styrtdykkende aktiekurs betyder imidlertid, at Anders Holck Povlsen har tabt milliarder på sine investeringer i Stylepit og Asos.

Det seneste halvårsregnskab fra februar viser, at millionerne fosser ud af selskabet. Alene i de første sels måneder af det forskudte regnskabsår tabte Stylepit 12,4 millioner kroner på driften ud af en omsætning, der gik 19 procent tilbage. Det fik ledelsen til at nedjustere forventningerne til en samlet tilbagegang for året for 20 procent.

»Forventningerne nedjusteres, hvilket primært kan tilskrives det igangværende navneskifte i Norden,« skrev Stylepit i en selskabsmeddelse i forbindelse med regnskabet.

Året før tabte Stylepit, dengang under navnet Smartguy, 130 millioner kroner ud af en omsætning på 470 millioner kroner.

Norsk byttehandel gik i vasken

I januar var der ligeledes dårlige nyheder for Stylepit, der måtte se en virksomhedshandel med norske Conseptor ryge i skraldespanden. Flere måneder forinden var det ellers blevet annonceret, at Stylepit skulle overtage Conseptors fire brands Solid, Peppercorn, Desires og Tailored Originals samt Conseptors retailaktiviteter i Danmark og Norge.

Betalingen skulle falde i form af nyudstedte Stylepit-aktier til Conseptor til en samlet værdi af 208 millioner kroner. Men aktiekursen var for nedadgående, og i december blev det annonceret, at handlet var krympet til 10 færre butikker. En måned senere var hele handlen aflyst.

»Der har været en del forbehold i aftalen. Man valgte ud fra de forbehold, som ikke kunne opfyldes, at meddele Stylepit, at man ikke kunne gennemføre transaktionen,« sagde Stein Lande, adm. direktør i Conseptor, dengang til Business.dk.

Læs Signe Ferslevs longread om Stylepit: