Ups: Sony lagde hele filmen på YouTube

I stedet for forfilmen til »Khali the Killer« blev hele filmen på 90 minutter ved en fejl lagt på nettet.

Foto: TORU HANAI

Det skulle kun have været forfilmen, der røg ud på verdens mest besøgte filmnetsted YouTube.

I stedet lagde den japanske gigant Sony hele filmen ud, og der gik flere timer, før det blev opdaget - af Sony. »Khali the Killer« nåede at blive set af flere end 11.000, før Sony Pictures Entertainment fik fjernet den 90 minutter lange film fra det Google-ejede YouTube. Den lå tilgængelig i seks timer, og nyheden nåede at sprede sig, skriver britiske BBC.

Det var selvsagt kun forfilmen til krimidramaet, der skulle have været lagt ud. Hvordan miseren skete, står endnu uopklaret. Sony har ikke givet en forklaring. Filmen, som kunne ses, var med slutrulleteksterne men kunne dog ifølge britiske Independent ikke ses i højdefinitionsopløsning (HD).

Ironisk nok kan »Khali the Killer«, som Sony ved en fejl lagde ud på YouTube, lejes gennem samme YouTube for 39 kroner. Foto: YouTube Fold sammen
Læs mere

Filmen, der i øvrigt har fået elendige anmeldelser, har kunnet købes på DVD siden november og kan også ses på flere streamingtjenester. Ironisk nok kan den også lejes på YouTube selv. »Khali the Killer« er skrevet og instrueret af Jon Matthews og har Richard Cabral i hovedrollen.

Sagen har straks sat rygter i gang om, hvorvidt der er tale om et reklamestunt, eller om det er en slags gentagelse af hændelsen fra 2014, hvor nordkoreanske hackere skaffede sig adgang til Sony Pictures' IT-systemer og stjal en række færdige men ikke-offentliggjorte spillefilm samt et væld af interne dokumenter og e-mails som en hævn for filmen »The Interview« - en komedie om et attentat på den nordkoreanske leder.