Universiteter skifter til Linux

40 procent af alle tyske studerende arbejder nu på Linux-systemer.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Uddannelsesinstitutioner i både Frankrig og Tyskland er i stor stil ved at skifte Microsoft-software ud med konkurrenten Linux.

Det franske undervisningsministerium har nu 2.500 servere på 30 uddannelsesinstitutioner, som alle bruger Red Hats Linux-udgave. Det sker som led i en bevidst strategi om at bruge open source-software at undgå afhængighed af en bestemt IT-leverandør.

Dermed kører i alt 3.000 servere i den franske undervisningssektor på Linux.

40 procent af alle tyske studerende arbejder nu på Linux-systemer. Senest har delstaten Nordrhein-Westfalen valgt IT-leverandøren Novell til at håndtere 33 universiteters IT-infrastruktur. Her går 560.000 studerende og i tusindvis af ansatte. Tidligere har Novell indgået tilsvarende kontrakter med to andre tyske delstater, Bayern og Thüringen, og andre 300.000 studerende.

I Nordrhein-Westfalen vil der ikke alene blive brugt Linux i »bagbutikken« på serverne. Her bliver Novells Suse Linux Enterprise Desktop 10 installeret på de almindelige PCer. Den minder i stigende omfang om Windows.

Den hollandske hovedstad, Amsterdam, er også i gang med at indføre Linux for at mindske mængden af Microsoft-software. Andre byer i Holland - Eindhoven, Groningen og Haag - kører forsøg med at bruge Linux. Bystyrerne i München og Wien har ligeledes valgt at indføre Linux for at spare penge, mens Birmingham i Storbritannien er gået tilbage til Microsoft-programmer, fordi man her fandt dem billigere i drift.