Unibrew hapser landets største hotelkæde fra Carlsberg

Royal Unibrew kommer fra april til at skulle levere øl og cider til Danmarks største hotelkæde, Scandic Hotels.

Samarbejdet mellem Scandic Hotels og Royal Unibrew kommer ifølge en pressemeddelelse til at løbe over fem år, hvor der skal leveres øl og cider til hotelkædens mere end 25 danske hoteller.

»Vi har store forventninger til det nye samarbejde og har et ambitiøst mål om at styrke salget med minimum 45 pct. i aftaleperioden,« siger Karsten Felvang Nielsen, direktør for føde- og drikkevarer i Scandic Hotels, i meddelelsen.

Ifølge Finans.dk er det Royal Unibrews største danske konkurrent, Carlsberg, som hidtil har stået for at servicere Scandic Hotels med sin bryg i Danmark.

Før det nye samarbejde mellem Scandic Hotels og Royal Unibrew træder i kraft senere på året, har Unibrew allerede tidligere haft erfaring med at levere sodavand og kildevand til hotelkæden.

»Vi ser frem til at udvide vores samarbejde med Scandic. Scandic driver, i forbindelse med hotellerne, restauranter og barer over hele landet og står dagligt for at give både danske og internationale gæster en god oplevelse,« siger Carsten Nørland, nordisk direktør i Royal Unibrew, i meddelelsen.

Scandic Hotels er foruden Danmark også den største hotelkæde i Norden målt på antallet af hotelværelser. Under hele kæden er der omkring 280 hoteller med 55.000 værelser i seks lande, og forrige år omsatte den samlede kæde for 14,6 mia. svenske kr.

/ritzau/FINANS