Unge iværksættere udfordrer barber-gigant

Gillette foto: : JODI HILTON, Michael Hansen Foto: Ólafur Steinar Gestsson Fold sammen
Læs mere

De to nye selskaber Barberklingen og Barberselskabet er begge etableret af unge i 20'erne. De satser på at udfordre giganten Gillette ved at sælge barbergrej som abonnement.

Det skriver Jyllands-Posten.

I løbet af et år har de to firmaer, der har nogenlunde ens forretningsmodeller, tegnet mere end 30.000 abonnementer. Abonnementerne udgøres af både mænd og kvinder, som får tilsendt faste leverancer af barbergrej med posten.

Iværksættervirksomhederne har høje ambitioner. Barberklingen har i dag mere end 20.000 aktive kunder, og ifølge den 25-årige stifter, Michael Hansen, er den næste milepæl 50.000 abonnementer. Michael Hansen lånte oprindeligt 500.000 kr. af sine forældre til at skabe fundamentet for virksomheden.

Barberselskabet, som har 15.000 danske abonnementer, vurderer, at potentialet i Danmark er på mindst 70.000 kunder, men virksomheden regner ikke med at holde sig inden for hjemlandets grænser.

- Vi forventer at være til stede på det tyske marked inden udgangen af 2017. Vi vil gerne etablere os i hele Europa og ser et potentiale på over tre mio. medlemmer, siger 29-årige Jesper Damgaard Petersen, der driver Barberselskabet sammen med Jacob Reimer Olesen på 25 år, til Jyllands-Posten.

Barberselskabet lånte penge til virksomheden af et private banking-firma, som typisk udlåner penge til unge internetvirksomheder.

Begge firmaer blev etableret, imens iværksætterne stadig var i gang med deres studier, men i dag har begge stiftere valgt at afbryde studierne for at lægge alle deres kræfter i projekterne.