Unge betaler milliarder til de ældre

Klart flertal af danskerne under 45 år finder det urimeligt at skulle betale milliarder i skat til efterlønnen

Det er ikke fair, at man over skatten betaler folk for at gå på efterløn, når man ikke selv får samme mulighed for at trække sig tidligt ud af arbejdsmarkedet.

Så klart lyder budskabet til politikerne fra generationerne under 45 år, som ifølge regeringen skal afskæres fra at kunne gå på efterløn, skriver metroXpress.

I en meningsmåling fra YouGov Zapera, siger 57 procent af de 30-39-årige og 50 procent af de 18-29-årige, at det er urimeligt, at en del af deres skattekroner går til efterlønsordningen.

Ifølge regeringen koster denne de offentlige kasser 16,3 milliarder kroner alene i år.

Det er meget vanskeligt at opgøre, hvor stor en andel af de 16,3 milliarder, de under 45-årige betaler over skatten, men at de bidrager med nogle af milliarderne hvert år, er der ingen tvivl om, vurderer kontorchef i De Økonomiske Råd John Schmidt.

Det er endnu en god grund til at få afskaffet efterlønnen hurtigst muligt, mener Yngre Sagen:

- Jeg synes, Løkke (statsministeren, red.) har et forklaringsproblem over for de unge vælgere. Det er mærkeligt at sætte en grænse på 45 år. For mig at se handler den kun om at frede kernevælgerne over 45 år, siger formanden for Yngre Sagen, Sofie Ryde.

- For hvis det virkelig skulle batte noget af afskaffe efterlønnen, skulle den udfases langt hurtigere, så det rammer de store ældre generationer, der er på vej på efterløn, siger Sofie Rye til metroXpress.

Direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Lars Andersen kalder 45-års grænsen et brud på en generationskontrakt', hvor alle har betalt skat med en forventning om, at efterlønnen også var en mulighed for dem.

/ritzau/