Ung iværksætter vil knuse de store hotel-sites

25-årige Mathias Lundø Nielsen har så at sige sat alt på et bræt. Den unge serieiværksætter tiltrækker sig investorernes interesse med sit koncept Nustay.com, som, han mener, kan trumfe de nuværende hoteludbydere.

Mathias Lundø Nielsen. Nustay Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech

Er der ét begreb, der vækker interesse inden for startup-investormiljøet, så er det »disruptive« – altså forretningsplaner, der har potentiale til at vende allerede eksisterende markeder på hovedet med ny teknologi eller koncepter.

Spørger man Mathias Lundø Nielsen, er det lige netop det, hans seneste projekt er målrettet mod at blive.

Den 25-årige serieiværksætter, der har sine rødder i Randers, og som bl.a. har en stribe succesfulde modetøjssites bag sig, arbejder sammen med et mindre team på at få et nyt website ud over rampen, der på nogle måder minder om eksisterende hotelsites og online rejseselskaber. På andre måder gør det overhovedet ikke.

»Vi har ganske enkelt løst et problem for hotellerne. Vi kan levere automatiserede, unikke tilbud til deres gæster. Vi giver hotellerne styringen tilbage og giver dem en ny mulighed for at komme af med værelser i lavsæsoner – uden at de offentligt skal prisdumpe. Det er der ingen andre, der kan. Vi gør det, hotellerne efterspørger. Derfor kan det her blive stort,« siger Mathias Lundø Nielsen.

Nustay.com er et site, der skal ændre den måde, hoteller kan få afsat værelser på. Til at begynde med fokuserer det hovedsageligt på hotellernes lavsæsoner. Det skiller sig ud fra de eksisterende sites på flere måder, men hovedforskellen er, at det giver hoteller mulighed for automatisk at sende forskellige, målrettede tilbud til kunder, der tjekker priser.

Billigere for businessfolket

Kunderne skal på Nustays site indtaste oplysninger om sig selv og deres rejses formål. Er det business eller fritid? Hvad er deres rejsemønstre, alder, job, og hvad står der på deres LinkedIn-profil? Ud fra den information og hotellets data kan Nustay skræddersy en pris, der udelukkende er målrettet den enkelte kunde.

Det giver mening, når man tænker på, at der er forskel på hotelgæster. En købestærk business-rejsende vil alt andet lige være mere tilbøjelig til at købe aftensmad, internet og bruge konferencefaciliteter på et hotel end feriefamilien. Det er lig med merindtægt, hvilket giver incitament til at tilbyde en lav værelsespris.

Konceptet har allerede fået potentielle investorer til at byde ind, deriblandt den nye, britiske og Skandinavien-målrettede fond AppIdea, som har tilbudt at købe 20 procent af konceptet for 7,5 millioner kroner. Der er dog endnu ikke givet håndslag på investeringen.

Mathias Lundø Nielsen har selv satset en meget stor del af sine midler på Nustay og snuser stadig rundt efter den rette medejer.

Hotellerne vil have magten tilbage

En af dem, der har indgået samarbejdsaftale med Nustay, men ikke direkte har investeret i konceptet, er hotelkoncernen Brøchner. Her forklarer direktør Karim Nielsen, at han gerne ser mere konkurrence på området. En af de ting, der tiltaler ham ved Nustay-konceptet, er, at hotellerne selv kan regulere og styre værelsespriserne.

»Vi vil gerne kunne styre priserne, for vi vil gerne »eje« vores kunder selv. På det globale hotelmarked er det modsatte tilfældet samtidig med, at det er os, hotellerne, der har udgifterne og ansvaret for at levere produktet. Det er et problem,« siger han og tilføjer:

»Jeg støtter generelt onlinekanalerne, men de er blevet så store, at de er noget nær en trussel mod hotellernes omkostningsstruktur, bl.a. fordi kommissionerne eksploderer. Det er et problem for hele branchen. Derfor er det godt, at nogen udfordrer dem.«

Den eksakte åbningsdato for Nustay er endnu uvis. Pejlepunktet hedder januar. Mathias Lundø Nielsen forklarer, at han først vil have en tilstrækkelig mængde hoteller ind i samarbejdet, før han slår dørene op. I begyndelsen satser han på at fokusere på ca. ti europæiske, urbane toprejsemål, hvor der helst skal være omtrent 40 hoteller med i hver by. Herefter er det planen at vende blikket mod USA og Asien.

Har hånden på kogepladen

Beviser konceptet sin værdi, mener den begejstrede iværksætter, at det bagvedliggende system – algoritmen, der ligger til grund for det hele – kan bredes ud til andre formål.

»Vi begynder med at fokusere på luksushotellernes lavsæsoner, hvor de har mange værelser, de gerne vil af med. Her er der et hul i markedet. Derefter er det naturligt at brede det ud til flere hoteller og sæsoner. Men i grunden kan det bredes ud til alle mulige områder, hvor man gerne vil målrette tilbud til kunder,« siger Mathias Lundø Nielsen.

Konceptet har ikke meget mere end et år på bagen. Det intensive arbejde er foregået i hemmelighed de seneste seks måneder, hvor stifteren sammen med en håndfuld involverede og rådgivere fra andre dele af startup-miljøet har knoklet for at få projektet færdiggjort. Ifølge idémanden har entusiasmen om konceptet trukket læsset.»Vi er for alvor i gang med at lave ballade. Det her har potentiale – stort potentiale. Jeg ser det som mit livs chance, men jeg har også selv hånden på kogepladen. Jeg har lagt mange af mine midler i det her. Men det er altså også sjældent, at man er i gang med noget, hvor man bare må spærre øjnene op og tænke wow,« siger Mathias Lundø Nielsen.

Hør mere om konceptet: