Umuligt at tjene penge på fladskærme

Der er fladskærme alle vegne, men ingen kan tjene penge på at fremstille dem. Producenterne synes at have resigneret og venter også røde tal i årene fremover.

Foto: AFP

Har du nogensinde hørt den vandede vittighed om skrædderen, der tabte lidt på hvert sæt tøj, men håbede at tjene det ind igen ved masseproduktion?

Den beskriver udmærket markedet for fladskærms-tv. Ingen af de selskaber, der producerer LCD-paneler – forkortelsen står for Liquid Crystal Display – Samsung og LG fra Sydkorea, japanske Sharp og Panasonic samt deres taiwanesiske konkurrenter tjener nogen penge på det. Tværtimod. I årene 2004 til 2010 tabte industrien samlet 75 milliarder kroner, vurderer markedsanalytiker Alberto Moel fra Sanford C. Bernstein. Det skriver The Economist i Berlingske Business Magasin torsdag.

Det er ikke, fordi folk ikke kan fordrage deres produkter. Verdens sofakartofler brugte sidste år over 660 milliarder kroner på fladskærms-tv. Og et endnu større antal – vi taler anslået 2,7 millioner små skærme til en samlet værdi af 635 milliarder kroner – blev bygget ind i smarte mobiltelefoner, tavlecomputere, spilkonsoller og lignende, hvis man ellers tør fæstne lid til DisplaySearch, der holder øje med den slags.

Men man skal kigge langt efter nogen form for profit i branchen.

Priserne er styrtdykket: Det er der adskillige gode grunde til. For det første er nutidens produkter svære at skelne fra hinanden: De er alle gode og billige og kan klare de samme udfordringer. For det andet har flere af producenterne udvidet kapaciteten inden for de seneste år, og de har på den måde bidraget til at mætte markedet. For det tredje betyder den økonomiske krise i den vestlige verden, at færre mennesker smider penge ud på nye fjernsyn, også selv om de er billige.

Prisen på LCD-paneler faldt i årene 2008 til 2010 med 80 procent, mens produktionsomkostningerne kun faldt med 50 procent. Så profitmarginen er faldet til noget, der stort set nærmer sig nul. Nogle producenter har endog intet andet valg end at sælge deres paneler med tab.

Snedig bogføring kunne holde misèren skjult et stykke tid. Producenter af LCD-paneler, der også selv producerede tv-apparater, eksempelvis Samsung og Sharp, skjulte tabene med profitten fra slutproduktet. Men et vigende salg i 2011 betød, at selv tv-apparaterne kan ende som en underskudsforretning. For selskaber, der alene producerer panelerne, som Chimei Innolux og AU Optronics, kan lidelsen føles lige så lang og pinefuld som en Oliver Stone-film.

Ingen aner, hvad man kan gøre ved det. Flere selskaber har forsøgt at øge værdien af tv-apparatet ved at øge skærmstørrelsen eller forbedre billedkvaliteten, men lige meget har det hjulpet. De har tilføjet interaktive features såsom Google TV eller Sonys online services, men magthaverne med fjernbetjeningen i hånden har negligeret dem.

De store taber penge: LCD-paneler klemmer nu luften ud af nogle af verdens største elektronikfirmaer. Sony kan ende med et samlet tab på tv-forretningen i 2011 for ottende år i træk. I november nedjusterede Sony estimatet for af solgte tv-apparater med 50 procent. Det kan på sin side vise sig at være en god ting: Sony taber 460 kroner på hvert solgt apparat.

Panasonic venter, at tv-afdelingen holder sig i de røde tal for fjerde år i træk, og her rationaliserer man i produktionen, lukker afdelinger ned og fyrer folk.

Selv Samsung, der ellers er den største producent, har bogført tre kvartaler med tab på fremstillingen af paneler i det forgangne år. Sharp har omstillet to fabrikker til at producere paneler til smartphones og iPads. De mindre paneler er rentable. Endnu.

Tv-apparater er på vej til at blive som flybilletter eller oversøiske telefonsamtaler: Alle elsker dem, men fordi så mange selskaber tilbyder dem, kan ingen af dem rigtigt generere profit.

Og for at gøre det hele værre, kan nye kinesiske fabrikker være på vej ind på markedet i 2012 og dermed presse priserne yderligere ned.