Ultrabærbare og tavle-PCer vil vælte verden

Verdens største elektronikmesse åbner i næste uge med alle årets nyheder - også de ikke helt færdige. Berlingske er med.

Nu skal stuen snart bygges ud, hvis der skal være plads til fjernsynet. LG lancerer på forbrugerelektronikmessen CES i Las Vegas i næste uge dette 84 tommer store 3D-ultradefinitionsfjernsyn - sandsynligvis til en betragtelig pris. Foto: LG Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Næppe er nytåret skudt ind med pomp, pragt, knald og krudt, før verdens største elektronikmesse slår dørene op med blink og blip og masser af udstyr, der kan sættes i stikkontakten.

Messen Consumer Electronics Show (CES) holdes 10.-13. januar i spillebyen Las Vegas i ørkenstaten Nevada i det sydvestlige hjørne af USA. Her vil TV-apparater med internetforbindelse, tavle-PCer, elektronik til bilen, sundhedselektronik, mobiltelefoner og alt det øvrige nyeste nye blive vist frem hos flere end 2.700 udstillere, som står klar til at tage imod de forventede 140.000 besøgende fra 140 forskellige lande.

Ultrabærbare og tavle-PCer vælder frem

Fra talerstolen vil navne som Microsofts topchef Steve Ballmer, chipgiganten Intels topchef Paul Otellini og svenske Ericssons topchef Hans Vestberg udlægge teksten og udstikke linierne for, hvad vi skal vente os af 2012.

Ude på standene vil navnlig de nye ultrabærbare PCer, såkaldte »ultrabooks«, vække nysgerrighed. Forventeligt mellem 30 og 50 nye modeller vil forsøge at slå forbilledet - Apples MacBook Air - af indkøbssedlen.

Tavlecomputerne vil også vælde frem, for 2012 bliver formodentlig et rigtigt gennembrudsår, hvor priserne vil falde, samtidig med at kvaliteten vil stige, så flere anskaffer sig de små tavler, der kan håndtere lettere opgaver og nemt smutter på nettet, når man lige skal kontrollere nogle fakta eller læse de seneste nyheder.

Internet-TV får en overhaling

Producenterne vil også gøre en indsats for at bringe Internet på TV ud af de indtil videre ikke så imponerende omgivelser. Mere og bedre indhold, måske ligefrem stemmestyring, og sammenkobling med spillekonsoller som Xbox 360, Playstation og Wii vil også bringe nyt.

Hertil kommer nye telefoner, indbygget udstyr, interaktive overflader, computere, som kan bæres i tøjet, og masser af andet nudstyr, som skal stå publikumsprøven og - måske - bliver rigtige produkter senere.

For CES-messen giver en fin pejling af, hvad der vil ske på hjemmeelektronikfronten i det nye år. Først senere vil det vise sig, hvilke produkter der faktisk kommer i handelen - og om de også når Europa.

Berlingske dækker Consumer Electronics Show både i avisen og på Business.dk og B.dk.