Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det nye ultra-HD-billedformat med langt bedre og skarpere billeder sælger ikke alene fjernsyn. Salget af UHD-afspillere følger med, og i år ventes omkring 250 film af udkomme på UHD-skiver.
Det anslår brancheorganisationen Blu-ray Disc Association, som opgør antallet af solgte ultra-HD-afspillere til 300.000, siden de første kom frem for et år siden. 110 film kan lige nu købes i UHD-format, hvor billedkvaliteten er fire gange højere end i fuld-HD i kraft af fire gange så mange billedpunkter - eller pixler - på skærmen, både når man optager og når man afspiller. Det sikrer skarpere billeder.
250 film på vej i 2017
Kombineret med den nye farveforstærkningsteknologi HDR (»high dynamic range«), som de nyeste fladskærme har indbygget, bliver gengivelsen på TV- eller computerskærmen dermed langt flottere og detaljerig. Også lydkvaliteten er højere end normalt.
Blue-ray Disc Association forventer, at der i år vil komme omkring 250 nye film på markedet i UHD-format fra de store filmselskaber som Sony Pictures, Warner Bros, Twentieth Century Fox og Universal, skriver netnyhedsstedet HDGuru.com, og mange af dem udnytter også HDR-forbedringen af farverne.
Der bliver ifølge brancheforeningen solgt tre gange så mange UHD-afspillere som normale Blu-ray- eller DVD-afspillere. Blu-ray-skiverne kan rumme langt flere data end DVD-skiverne, selv om de umiddelbart ser ens ud. Dermed er der plads til filmene i forbedret kvalitet, der selvsagt fylder mere end en film i »normal« fuld-HD-opløsning på en DVD-skive.
Nye afspillere kommer nu
Alle de store producenter som LG, Samsung, Philips, Panasonic, Sony og Oppo har allerede eller sender i disse uger deres nyeste UHD-afspillere på markedet. Ogå Microsofts Xbox One S-spillekonsol kan bruges til at afspille UHD-Blu-ray-skiver.
Herhjemme koster en typisk UHD-film i en elektronikkæde lige omkring 200 kroner, hvor den almindelige Blu-ray-version ligger på 150 kroner og DVD-udgaven af de nye film på omkring 130 kroner. Der findes et bredere sortiment af helt nye og lidt nyere film på UHD-skiver i danske butikker.
Ultra-HD kaldes af nogle producenter også for 4K og er det samme. Mange nye smartphonetelefoner og kameraer kan optage i UHD, og enkelte smartphones har også selv en UHD-skærm, hvor man kan se det optagne i samme kvalitet. Ellers må man ty til en computer- eller TV-skærm med UHD, alternativt finde sig i, at udstyret automatisk nedskalerer - eller forringer - billedkvaliteten til det nærmeste, som det er i stand til at vise.
Hver tredje solgte TV i Danmark var UHD
På samme vis kan almindelige fuld-HD-optagelser og -film automatisk opskaleres - altså kunstigt forbedres - til en UHD-skærm, så man får oplevelsen af, at billedkvaliteten er hævet.
Omkring en tredjedel af alle solgte TV-skærme i Danmark i 2016 var UHD-skærme, viser tal fra analysefirmaet GfK og Branchen Forbrugerelektronik (BFE). Men eftersom UHD-skærme er så meget dyrere end andre skærme, udgjorde salget af UHD-skærme hele 54 procent af det samlede TV-salg i 2016 i Danmark.
UHD-afspillerne, der altså kun kan bruges til afspilning og ikke til at optage på, koster lige nu typisk mellem 1.600 og 2.800 kroner.