Ulovlige luksusbiler kan sende storspekulant i fængsel

Roskilde Banks banemand Kenneth Schwartz Thomsens forkærlighed for ekstreme luksusbiler kan udløse både fængsel og gigantbøde.

Skat mener, at Kenneth Schwartz Thomsen har "glemt" at betale afgifter af adskillige luksusbiler. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sisse Stroyer

Den fallerede ejendomsspekulant Kenneth Schwartz Thomsen udnyttede sin korte periode som rigmand til at udleve drengedrømmen om at køre op og ned ad Strandvejen i de dyreste af de dyre luksusbiler. Han glemte bare lige at betale den fulde regning for drømmen, for ifølge Skat undlod Kenneth Schwartz Thomsen at betale registreringsafgift af de mange biler.

Derfor står ejendomsspekulanten nu i retten i Helsingør over for et krav om op til fire års fængsel, en bøde på 64,7 millioner kroner og efterbetaling af afgift på 24,9 millioner kroner for at have snydt med registreringsafgifter på to Lamborghini Gallardo, en Porsche og to styk Bentley Continental, så statskassen samlet er gået glip af 13,3 millioner kroner, skriver dagbladet Børsen.

Straffesagen mod Kenneth Schwartz Thomsen skulle være begyndt om en måned, men den er netop blevet udskudt på ubestemt tid, da Kenneth Schwartz Thomsen har skiftet sin hidtidige forsvarer ud med den kendte forsvarsadvokat Karoly Nemeth. Retten har netop trods anklagemyndighedens protester besluttet, at Karoly Nemeth skal have tid til at sætte sig ind i det omfattende materiale i sagen, der derfor er blevet udskudt, ligesom Nemeth ønsker et par civile retssager afgjort før straffesagen.

Kenneth Schwartz Thomsen poppede op i offentligheden, da hans rolle i den krakkede Roskilde Bank blev rullet op. Schwartz Thomsen var et fremtrædende medlem af den ring af ejendomsspekulanter, der gennem heftige interne handler pumpede værdier op på ejendomme, der på den måde på ganske få dage på papiret kunne blive nærmest dobbelt så meget værd. Da ejendomsboblen revnede, stod Kenneth Schwartz Thomsen tilbage som den største kunde i Roskilde Bank, hvor han havde en låneramme på 1,1 mia. kroner, hvoraf han på et tidspunkt havde brugt de 800 millioner kroner.

Myndighederne er også efter Kenneth Schwartz Thomsens ejendomshandler, hvor han ifølge Skat har snydt for 58 millioner kroner ved at handle ejendomme langt under den reelle værdi.



INFOshop: Lej bilen og kør på ferie i ren luksus