Mere end 30.000 ukrainere er flygtet til Danmark siden Ruslands invasion i februar 2022, og der er ikke umiddelbart udsigt til, at de snart kan vende hjem. 

Mange af de fordrevne ukrainere i Danmark ønsker at arbejde her, og det er lykkes for langt de fleste af dem at finde et job. 

Men hvis retten til ophold ikke forlænges, så står de til at skulle forlade landet senest i marts 2024. Mange virksomheder er tvunget til at opsige deres ukrainske medarbejdere allerede i december.

Arbejdsgiverne er bekymrede, derfor kalder de nu på politisk handling.

»Der er en bekymring hos virksomhederne for, at man lige pludselig er nødt til at opsige nogle gode medarbejdere, som man er glade for,« fortæller Jacob Holbraad, administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, DA.

Stabilitet om retten til ophold

Hvis retten til ophold ikke forlænges, så skal de ukrainere, der har fået ophold i henhold til særloven, forlade landet senest om seks måneder, 17. marts 2024.

I tilfælde af at ukrainske medarbejdere har opnået et opsigelsesvarsel, for eksempel efter funktionærloven, så vil virksomhederne skulle opsige disse medarbejdere i løbet af december, hvis retten til ophold altså ikke forlænges.

På den baggrund har DA sendt et brev til udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad (S) og beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), hvori de opfordrer regeringen til hurtigst muligt at sikre en forlænget opholdsret til personer, der er fordrevet fra Ukraine.

»Arbejdsgiverne er glade for de ukrainske medarbejdere, og vores indtryk er, at de er glade for at arbejde – og vi vil gerne kunne fortsætte det gode samarbejde med de ukrainske medarbejdere, hvis de skal være her længere end forventet,« fortæller Jacob Holbraad.

Der er netop kommet nye tal torsdag, som viser, at 76 procent af de fordrevne ukrainere, der gerne vil i arbejde, har fået et job i Danmark. 

Det svarer til, at cirka 10.600 nyankomne ukrainere er i job.

»Det er jo en kæmpe succeshistorie i forhold til andre flygtningegrupper, der er kommet til Danmark. Jeg tror aldrig, vi har set nogen, hvor så mange er kommet i arbejde så hurtigt,« siger Jacob Holbraad.

Ukrainere i Danmark

Siden særloven trådte i kraft og frem til og med uge 37 i 2023, har godt 31.400 ukrainere fået opholdstilladelse i Danmark.

Flest af de beskæftigede arbejder inden for hotel og restauration, rengøring eller landbrug. Der er dog store regionale og kommunale forskelle på i hvilken branche, ukrainerne typisk arbejder.

Generelt er andelen af ukrainere i arbejde højst i de syd-, vest- og nordjyske kommuner.

Der er relativt flest ukrainere i beskæftigelse i Læsø Kommune, hvor alle de ukrainere, der gerne vil arbejde, er i job. 

Herefter følger Rebild, Lemvig, Ringkøbing-Skjern og Tønder, hvor henholdsvis 98, 95, 95 og 95 procent er beskæftigede.