Uhumske barakker skabte oprør på iPhone-fabrik

De unge arbejdere på Foxconn-fabrikken finder sig ikke længere i slavelignende forhold - ekspert betegner det som et generationsopgør.

Foto: BOBBY YIP
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man kunne tro, at 12 timer bøjet over et samlebånd ville være kilde til utilfredshed, men spørger man en af de arbejderne fra Foxconn gigantfabrikken i Taiyuan, så er det snarere de store sovesale og ulækre toiletter.

Nyhedsbureauet Reuters har snakket med flere arbejdere på og omkring megafabrikken med sine godt 80.000 arbejdere, hvor et masseslagsmål tidligere på ugen udviklede sig til sammenstød mellem 2.000 arbejdere og 5.000 politifolk.

En af arbejderne, 23-årige Wang, beskriver grelle forhold i de betonbygninger i syv etager, hvor arbejdere bor og sover efter de lange arbejdsdage.

"Toiletterne er helt enkelt frastødende, og folk stjæler konstant," siger han til nyhedsbureauet.

Sovesalene er lukket land for offentligheden, men ifølge Reuters hersker der en række stramme regler, der ikke overlader meget frihed til arbejderne. Op til ti personer bor sammen i ét rum, og ifølge Reuters er beboerne afskåret fra at hænge plakater og andre ting op i rummene, der også er bevogtet af vagter.

"Ledelsen er forfærdelig," siger arbejderen Wang til Reuters.

Foxconn har outsourcet driften af sovesalene, men har efter oprøret, som efterlod smadrede ruder og metalporte og biler væltede, anerkendt, at virksomheden må se på forholdene.

Oprøret ses af flere som et udtryk for, at tiderne, hvor kinesiske arbejdere fandt sig umenneskelige forhold, er på vej til at være overstået. Den stigende velstand bringer ønsket om en mere moderne livsstil med sig hos de unge kinesere.

"Deres forventninger har ændret sig dramatisk, og virksomhederne har ikke fulgt med," siger lektor Mary Gallagher, som forsker i det kinesiske arbejdsmarked på University of Michigan, til Reuters.

Hun fortæller, at antallet af fattige migrant-arbejdere er faldet, og at de samtidig er mere veluddannede. Der skal derfor ifølge hende mere end lidt mere i løn til for at ansætte dem i forhold til tidligere.

Ifølge Reuters bekræftes det billede ude foran fabrikken i Taiyuan, hvor håbefulde kinesere står i store køer for at få lov at arbejde på den gigantiske iPhone-fabrik. Køerne var tidligere på tusindvis af mennesker, men er i år skrumpet til hundreder.

En arbejder med navnet Lu Feifei fortæller til nyhedsbureauet, at hans kone og ham blev overført til Taiyuan på grund af mangel på arbejdere på fabrikken. De har valgt sovesalene fra og bor nu en lejlighed tæt på fabrikken, hvor lejen er det dobbelte.

"For mig helt personligt, så tror jeg ikke, det vil fungere i det lange løb," siger han til Reuters.